Gå til hovedindhold

Ny litteraturkanon til gymnasiet: Tilfredshed blandt dansklærerne

Den nye litteraturkanon til gymnasiet landede i efteråret 2025. Og den var tiltrængt. I hvert fald ifølge de tre læremiddelforfattere Lotte Prætorius, Ditte Eberth Timmermann og Mischa Sloth Carlsen. De har gennem en årrække insisteret på at få en ny litteraturkanon, og nu er det endelig lykkedes. I denne artikel tager vi temperaturen på, om den er faldet ud, som de forestillede sig.

Billede af Ditte Eberth Timmermann, Lotte Prætorius og Mischa Sloth Carlsen
Foto af
Gesamtwerk

Modtagelsen
Lotte Prætorius er lektor i dansk og forperson i Dansklærerforeningens sektion for stx og hf. Som medlem af kanonudvalget deltog hun i de møder hen over foråret og sommeren 2025, der resulterede i den nye litteraturkanon. Sidst vi talte med hende, var udvalgets første møde netop overstået, og hun var meget positivt stemt og glad for den respektfulde tone medlemmerne imellem. Hun fremhævede også både sin egen og de resterende medlemmers ambition om at have øje for målgruppen – gymnasielærere og -elever – hele vejen igennem.

Luk
Mød de tre kanon-engagerede

Lotte Prætorius er lektor i dansk og forperson i Dansklærerforeningens sektion for stx og hf

 

Mischa Sloth Carlsen er lektor, projektleder i NordUng og tidligere forperson i Dansklærerforeningen

 

Ditte Eberth Timmermann er lektor i dansk og engelsk, læsevejleder og bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens sektion for hhx, htx og eux

“Der er stor respekt for, at to af os kommer som gymnasielærere og dermed repræsenterer gymnasieverdenen. Det produkt, vi ender ud med, skal ud at leve i klasserummet. Vores kolleger skal tage hånd om det, og rent didaktisk skal de kunne formidle det videre til eleverne. I sidste ende er det jo eleverne, der skal tage imod litteraturkanon. Så det er vigtigt for os, at det er en revideret kanon, som vi kan stå inde for, og som vi også kan være stolte over at præsentere for vores kolleger,” sagde Lotte Prætorius om sine første erfaringer som en del af kanonudvalget.

Nu fremhæver hun den gode modtagelse, litteraturkanon har fået i medierne, og når vi spørger hende, hvordan dansklærerne har taget imod den, vurderer hun, at tilbagemeldingerne er overvejende positive.
”Langt de fleste dansklærere har modtaget den nye kanon meget positivt. Der er selvfølgelig altid nogen, der savner en forfatter eller undrer sig over, at andre er kommet med, men det viser bare, tror jeg, at vi har nogle dedikerede lærere derude,” fortæller hun.

Også Mischa Sloth Carlsen, tidligere forperson i Dansklærerforeningen, lektor og projektleder i NordUng, oplever, at gymnasielærerne generelt er positivt stemte over for den nye kanon, men at det kræver lidt tilvænning at forstå kravene til fulde. Hun var ikke selv en del af udvalget, men blev inviteret ind som en del af den eksterne ressourcegruppe.

“Mit indtryk er, at man skal lære at forstå den rigtigt som en levende samtale om en mangfoldighed af stemmer, så det ikke opleves som en ordentlig mundfuld, når der kræves syv obligatoriske plus 12 fra bruttolisten. Udfordringen er at få skabt rum til den litterære nysgerrighed og fordybelse, der lægges op til – i opmærksomhedskampen mod de digitale distraktioner,” siger hun.

Nu behøver vi heller ikke længere drøfte med eleverne, hvorfor kun en enkelt kvinde havde fundet vej til kanon.

Ditte Eberth Timmermann, læremiddelforfatter og gymnasielærer

Ditte Eberth Timmermann, lektor i dansk og engelsk, læsevejleder og bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens sektion for hhx, htx og eux, var erhvervsgymnasiernes repræsentant i kanonudvalget, og sidst vi talte med hende, understregede hun vigtigheden af at få baglandet involveret i arbejdet med kanon for at minimere den utilfredshed, der potentielt kunne opstå i kølvandet på den endelige liste. Det er tilsyneladende lykkedes at gøre størstedelen af underviserne tilfredse, for også Timmermann melder om positive tilbagemeldinger fra lærerkollegerne.

“Dansklærerne har taget rigtig godt imod den nye kanon. Folk siger, at de glæder sig til at komme i gang med de ’nye’ forfatterskaber. Mange er i gang, og jeg møder rigtig mange, der fortæller mig om et værk eller et forfatterskab, de har sat sig ind i, og som de glæder sig til at præsentere for eleverne,” siger hun, men fortæller også, at flere har udtrykt bekymring for at skulle undervise i Søren Kierkegaard, som de dog godt kan forstå er kommet med på listen.

Kvinderne
Allerede i foråret 2025 havde Lotte Prætorius og Ditte Eberth Timmermann positive forventninger til udvalgets kommende arbejde. De glædede sig begge til en proces med faglige diskussioner, og Lotte Prætorius havde en forventning om, at debatterne også kunne rykke ved hendes egne holdninger. Resultatet lever heldigvis op til deres forventninger, og de står begge meget tilfredse tilbage.

“Det er blevet en rigtig interessant kanon, hvor der i undervisningen er mulighed for at tage højde for såvel litteraturhistoriens mangfoldighed og tidslige spænd som eleverne,” siger Ditte Eberth Timmermann.

Lotte Prætorius stemmer i og understreger, at udvalget, helt i tråd med de forventninger hun havde i starten, har debatteret sig til enighed.

“Der har ikke været afstemninger undervejs, men vi har talt os frem til de rigtige beslutninger gennem dialog,” siger hun og fortsætter: “Der vil selvfølgelig altid være forfattere, som man holder mere af at undervise i eller som har sat sig særlige spor i ens egne litterære oplevelser, men noget af det, jeg er særligt glad for og stolt over, er det solide nordiske aftryk, at lyrikken får meget mere opmærksomhed og selvfølgelig, at der er kommet flere stærke kvindestemmer med.”

Mischa Sloth Carlsen kæmpede i sin tid som forperson for, at der kom flere kvindelige forfatterskaber og ikke mindst nordisk repræsentation med i en ny kanon.

“Jeg er glad for, at der er kommet en bedre kønsbalance, der afspejler den litterære kvalitet, som litteraturhistorien rummer. Desuden er jeg meget begejstret for, at der er kommet fokus på rigsfællesskabet og Norden, og jeg håber, at det åbner op for de mange andre perspektiver, vi får ud af at inddrage denne region,” siger hun og minder om, at vi i hele Norden er omkring 28 millioner indbyggere, og at dannelsen i fremtiden efter hendes vurdering må omfatte perspektiver fra Danmarks nærmeste naboer.

Et af de kriterier, der er blevet diskuteret igen og igen, er netop kvindernes plads på listen, og Ditte Eberth Timmermann, Mischa Sloth Carlsen og Lotte Prætorius har hele tiden været meget tydelige i deres udtalelser: Der skal generelt en større repræsentation til, ikke mindst når det kommer til kvindelige stemmer, så kanon også afspejler kvaliteterne i kvindernes litteraturhistorie.

“Jeg er særligt glad for, at der nu er så mange kvindelige forfatterskaber at vælge imellem både tilbage i tiden og i nyere tid, og jeg synes, der er rig mulighed for at perspektivere til nyere tekster og forfatterskaber og på den måde åbne et forfatterskab for eleverne,” siger Ditte Eberth Timmermann.

Hun fremhæver blandt andre Karin Michaëlis som en af de nye kvindelige forfattere på listen, som eleverne uden tvivl vil finde interessant.

“Det samme gælder fx Inger Christensen, Edith Södergran, Amalie Skram, Mathilde Fibiger og Leonora Christina Ulfeldt. Det interessante er nu, at de rent faktisk er kanoniserede, og man derfor kan tale med eleverne om dem på en anden måde,” siger Timmermann og fortsætter: “Nu behøver vi heller ikke længere drøfte med eleverne, hvorfor kun en enkelt kvinde havde fundet vej til kanon.”

Luk
Kanon 2025

Obligatorisk liste:

  • Ludvig Holberg
  • H.C. Andersen
  • Søren Kierkegaard
  • Henrik Pontoppidan
  • Karen Blixen
  • Tove Ditlevsen
  • Inger Christensen 

 

Bruttolisten, hvoraf der skal udvælges 12:

  • Rigsfællesskabets mundtlige traditioner, herunder folkeviser, folkeeventyr, sagn, myter og kvad fra Danmark, Grønland og Færøerne
  • Islandske sagaer
  • Leonora Christina Ulfeldt
  • Thomas Kingo
  • Charlotta Dorothea Biehl
  • Johannes Ewald
  • Thomasine Gyllembourg
  • Steen Steensen Blicher
  • N.F.S. Grundtvig
  • Henrik Ibsen (norsk)
  • Mathilde Fibiger
  • Amalie Skram (norsk)
  • J.P. Jacobsen
  • Herman Bang
  • Selma Lagerlöf (svensk)
  • Marie Bregendahl
  • Karin Michaëlis
  • Johannes V. Jensen
  • Martin Andersen Nexø
  • Edith Södergran (finlandsk svensk)
  • Tom Kristensen
  • William Heinesen (færøsk)
  • Hans Lynge (grønlandsk)
  • Peter Seeberg
  • Klaus Rifbjerg
  • Vita Andersen
  • Henrik Nordbrandt
  • Dan Turèll
  • Michael Strunge
  • Pia Juul
  • Yahya Hassan
     

De glemte
Mischa Sloth Carlsen var ikke selv en del af kanonudvalget,cmen hun var en af de interessenter, der løbende blev inddraget i udvalgets arbejde, og hun har hele vejen igennem understreget vigtigheden af at fastsætte en udløbsdato for den nye kanon, så den ikke bliver forældet, hvilket de fleste er enige om var tilfældet med den gamle. Derfor ærgrer det hende, at man ikke har skrevet det ind i den endelige aftale.

“Uanset hvilken kanon det måtte være endt med, var min vigtigste vurdering, at der skulle indføres en solnedgangsklausul. Det blev desværre ikke en del af ministerens opdrag til kanonudvalget,” siger hun og fortsætter: “Det har heller ikke været en del af min debat som forperson og kanondebattør, at der både skulle være syv obligatoriske og 12, som skulle vælges på en langt større bruttoliste. Jeg havde gerne nøjedes med, hvad jeg argumenterede for: nemlig en ren bruttoliste på 30, man så skulle vælge 14 af – samme antal som i den gamle kanon.”

Som medlem af udvalget kan Lotte Prætorius ikke referere fra møderne, og hun pointerer, at de er nået til enighed om udfaldet. Alligevel peger hun på en lille håndfuld forfattere, hun selv vil holde fast i at inddrage i sin undervisning.“Jeg vil selv stadig undervise i Adam Oehlenschläger og Martin A. Hansen, selvom de ikke længere er med på den officielle kanon. På samme måde, som jeg også altid underviser i Emil Aarestrup og Schack von Staffeldt, selvom de aldrig har været med på kanon. Og der er mange af de forfattere, som er nye på kanon, som jeg altid har undervist i,” understreger hun.

Også Ditte Eberth Timmermann fortæller om udvalgets gode diskussioner, der ligger til grund for beslutningen.

“Vi har i udvalget haft mange interessante samtaler om litteraturen og den opgave, der ligger i litteraturundervisningen i dansk. Jeg synes, vi er kommet frem til et godt resultat ud fra den bundne opgave, der lå i kommissoriet med seks-otte obligatoriske og 25-30 på bruttolisten.” 

Hun har dog ligesom Lotte Prætorius nogle forfattere, hun vil fortsætte med at inddrage i sin undervisning ud over de 19 fra kanonlisten.

“Vores litteraturhistorie er jo omfattende, og vi vil altid hver især have darlings og favoritter, og heldigvis er den litterære kanon jo ikke den eneste litteratur, vi skal undervise i. Oehlenschläger, Staffeldt eller Baggesen kan man stadig inddrage – eller Bodil Bech, Gustaf Munch-Petersen, Emil Bønnelycke eller Otto Gelsted,” oplister Ditte Eberth Timmermann. Mischa Sloth Carlsen er enig i, at en forfatter som Bodil Bech mangler, hun peger også på Thit Jensen, men synes i øvrigt, at der, af hensyn til elevernes verden, mangler flere dramatikere på listen.

“Elever har i den grad brug for at lære at afkode replikker i forhold til den sociale virkelighed, de er en del af – såvel analogt som digitalt – hvor hurtige replikker skaber verden. Derfor mangler jeg at se dramatikeren Kjeld Abell, der var den største fornyer af den moderne dramatik.”

Den nye virkelighed
Selvom Mischa Sloth Carlsen er uenig i nogle af de grundlæggende beslutninger, der lå i ministerens opdrag til udvalget, indrømmer hun dog, at resultatet er et udmærket kompromis, “der muliggør en seriøs og inkluderende litterær kultur: Man fremhæver syv umistelige, der også er store navne i verdenslitteraturen. Derudover en lang række andre vigtige, som man kan fremme publikationer af (skønlitterære udgivelser) og om (faglitteratur og læremidler).”

Den nye kanon træder først i kraft fra skoleåret 2026/27, alligevel har både Ditte Eberth Timmermann og Lotte Prætorius allerede gjort sig tanker om, hvordan den vil påvirke deres egen undervisningspraksis.

“Vores litteraturhistorie er præsenteret på en helt anden måde med helt andre, gode didaktiske muligheder,” forklarer Ditte Eberth Timmermann og fortsætter: “Den skematiske gennemgang af litteraturhistoriske perioder kan nu undgås, og der lægges i højere grad op til tematiske tilgange til litteraturen, hvor det også vil være oplagt at koble litteraturen på tværs af tid og perspektivere til nulevende forfattere.”

Hun understreger også i tråd med Mischa Sloth Carlsens pointe, at Kanon 2025 primært angiver forfatternavne, og at dansklærerne dermed får rig mulighed for selv at udvælge de tekster, de ønsker at arbejde med i undervisningen.

“Selvom eleverne samlet set skal opnå kendskab til 19 forfatternavne, giver kanon mulighed for at arbejde med uddrag, digte eller genrer som fx essays og breve, samtidig med at kanonforfatterne fortsat kan indgå i egentlige værklæsninger. Netop denne fleksibilitet har været et centralt formål med den reviderede kanon: at øge mangfoldigheden i både forfattervalg og genrer og at give læreren større frihed til at sammensætte forløb, der kan tilpasses den enkelte klasse,“ siger hun.

Vilkårene for litteraturhistoriedidaktikken ændres dermed, ifølge Ditte Eberth Timmermann, og samtidig lægger udvælgelsen af forfattere fra bruttolisten op til mere elevinddragelse. “På den måde får eleverne reel medindflydelse i udvælgelsesprocessen, hvilket kan styrke både motivation og engagement.”

Det falder Lotte Prætorius helt naturligt at inddrage sine elever i udvælgelsen, og hun har oplevet stor interesse for kanonarbejdet fra sin nuværende 3. g-klasse.
“De har inspireret mig meget til, hvordan arbejdet i kanonudvalget skulle gribes an. Jeg har hele tiden haft eleverne og mine kolleger med i tankerne, så jeg føler lidt, de har siddet med til alle udvalgsmøderne.” 

Relaterede produkter

Praxis

Køb læremidler og find masterclasses mm.

Fortsæt som:

Privat For privatkunder og studerende. Du får vist priser inkl. moms. Fortsæt som privat privat
Institurion For institutioner og virksomheder. Du får vist priser ekskl. moms. Fortsæt som institution institution

Tilgå dine onlinematerialer

PraxisOnlineImage Gå til praxisOnline