Du står foran Hannahs hoveddør. Den står på klem ...

"Forestil dig, at du står uden for en dør, der står lidt på klem. Du står og kalder på en borger, Hannah. Intet svar. "Forestil dig, at du står uden for en dør, der står lidt på klem. Du står og kalder på en borger, Hannah. Intet svar. Du har en aftale med hende, men du ved, at hun nogle gange kan være lidt glemsom, så du vælger at gå ind. Du går ind i Hannahs stue, hvor der er mørkegrønt tapet på væggene og indrettet med fyldte bogkasser og et lækkert spisebord af egetræ. Der er nogle syverstole, og i et bur sidder en undulat og pipper. Den hedder Pelle. Du kender den godt, og du ved, at Hannah er meget glad for den. Du skulle egentlig hjælpe Hannah med nogle indkøb, men når du kigger rundt, kan du se, at der er sket et eller andet: Gulvtæppet ligger rodet, der ligger sko spredt ud på gulvet. Hannahs rollator står langt væk fra stolen, og der ligger et åbent pilleglas og piller ud over bordet. Der ligger også en væltet stol. Du får øje på noget brugt køkkenrulle med blod på … og lidt blod på gulvet. Men der er ikke nogen. Nu overvejer du, hvad der er sket med Hannah, og hvad du skal gøre.”

Trine Woller Johansson er konsulent i praksisfaglighed og simulation på SOSU H. Og da vi spørger, om hun vil fortælle lidt om de læreprocesser, hun arbejder med på skolen, går hun i stedet i gang med at male scenen med Hannahs lejlighed. For det er et af de scenarier, som eleverne på SOSU H kan komme igennem i en af deres skoleperioder – og et konkret eksempel på, hvordan Trine og underviserne får elevernes faglighed i spil. Trine understøtter lærere og elever (og ledere) i at have den praksisfaglige og æstetiske dimension med i uddannelsen. Det er i den forbindelse, hun har indrettet et rum på skolen som en stue. ”Vi arbejder jo på at motivere og fastholde. Det er vi meget bevidste om. Mange af eleverne bliver jo mere motiverede af at være aktive end af et teorioplæg. Og vi ved også, at så snart vi bringer det i spil, øger vi elevernes motivation,” siger hun. 

”I scenariet med Hannahs stue skal de for eksempel bruge de 12 sygeplejefaglige problemområder for at finde ud af, hvad der er sket med Hannah, og allerede inden de træder ind ad døren, skal de begynde at agere professionelt. For må man egentlig gå ind ad en dør, når borgeren ikke har sagt ”kom ind”? Var det nu noget med serviceloven eller sundhedsloven? Vi kan desuden se, at de straks begynder at observere. Og det er faktisk en af deres fineste opgaver: De skal være observante.”

”Nogle gange fortsætter vi scenariet i de andre fag. For måske kan dansklærerne arbejde videre med helhedsorienteret og praksisnært dansk. Når Hannah er kommet hjem fra hospitalet, ligger der måske en invitation til barnebarnets konfirmation, som hun gerne vil skrive en sang eller en tale til. Men så har hun brug for hjælp, fordi hun er lidt svækket af sit fald. På den måde kan eleverne arbejde med dansk i konteksten fra scenariet. Eller måske skal eleverne i matematiktimerne beregne, hvor mange piller Hannah skal have … og pludselig glemmer de, at de har matematik – som de ellers ikke kan lide – fordi de bliver nødt til at finde ud af, om Hannah bliver for sløv af den her dosis,” forklarer Trine Woller Johansson.

Bagefter skal de finde de vigtigste punkter og illustrere det med billeder på en planche – for eksempel et billede af en mund, hvis de synes, tandhygiejne er et af de vigtigste punkter.

Skattejagt, kreative plancher og refleksionsrum
I arbejdet med scenarierne trækker underviserne også eleverne ud af scenarierne og hen til et bord. Ofte i grupper. ”Der skal de drøfte, hvad der er sket, og hvad de skal gøre. Måske fodrer vi dem med lidt flere informationer: Borgeren Hannah er faldet og er blevet hentet af en ambulance. Hun er kommet på hospitalet, og redderne har glemt at lukke døren. Så nu skal eleverne ringe til Hannahs datter … enten for at få mere at vide eller fortælle, hvad der er sket. Det kræver faglighed igen, for nu skal de tænke over, hvad de må sige til datteren. Og hvad de kan bruge oplysningerne til. Og så er vi inde i lovstoffet igen.”

”Ved det bord begynder de at have et fælles greb om læringen og bygger et fællesskab omkring fagidentitet. Vi skaber et refleksionsrum for dem, hvor de kan lære af hinanden” fortæller Trine.

Også Karina Kalstad er meget opmærksom på at skabe refleksionsrum for eleverne. Hun var indtil for nylig uddannelsesansvarlig i Psykiatrien Øst. I den funktion var hun ansvarlig for elevernes praktikforløb og gjorde sig derfor mange tanker om, hvordan praktikken kunne bidrage til uddannelsen og den enkelte elevs forløb. En af metoderne er en skattejagt.

”Vi sender dem nogle gange på skattejagt undervejs i praktikken, så de kommer ud og bevæger sig i stedet for at sidde og lytte til nogen med en lang PowerPoint,” siger Karina Kalstad. Posterne på skattejagten skal gøre eleverne trygge ved stedet og ved hinanden. Og de skal få dem til at reflektere over faglige emner. ”Jeg sætter dem tit til at gå rundt to og to, og posterne kan indeholde alt muligt: Hvor finder man hvad? Nævn forskellige oplevelser i relation til det og det læringsmål. Forklar det her fagbegreb. Husk, at det er sådan her i psykiatrien. Tænk på eksempler fra din oplæring, som viser det her. Og så videre. Det vigtige er, at de drøfter tingene indbyrdes og reflekterer.”

Det er samme tankegang, der går igen hos Trine Woller Johansson, der bygger forløb, hvor eleverne skal igennem forskellige øvelser i løbet af en uge. ”Vi tager udgangspunkt i et centralt scenarie, og så er der seks stationer, hvor eleverne skal løse forskellige opgaver og reflektere over forskellige dele af det faglige. De vælger selv rækkefølgen. Jeg fulgte nogle grupper og kunne høre, at de gik frem og tilbage mellem scenariet og stationen – og på vejen var de i fuld gang med at diskutere og reflektere. De vendte tilbage for at være sikre på, at de havde observeret det rigtige, og så diskuterede de videre.” Hun fortæller også om kufferter, scenarier med skuespillere, praksislabs og andre helhedsorienterede tematiserede forløb, der skal igangsætte de faglige refleksioner og forståelsen hos eleverne. 

Det er ikke en hemmelighed, at eleverne nogle gange synes, at teorien er tung og svær at komme igennem. Det er samtidig et vilkår for uddannelsen, at fagligheden er på plads hos eleverne. Så for både Karina og Trine går mange af deres læringsgreb og æstetiske processer ud på at få det faglige til at hænge fast. 

Karina fortæller, at hun går meget op i at få eleverne til at visualisere teorierne, så de hænger bedre fast. Hun kalder det tekstkondensering. ”Jeg fordeler dem i grupper og giver dem nogle vigtige kapitler fra en bog om et fagområde og en masse gamle ugeblade, de må klippe i. Så skal de hurtigt gennemlæse teksten og derefter udarbejde en planche med et hashtag. Det får dem til at diskutere i grupperne, hvilket hashtag de vil bruge. Det kunne være #omsorg ud fra Kari Martinsens sygeplejeteori. Bagefter skal de finde de vigtigste punkter og illustrere det med billeder på en planche – for eksempel et billede af en mund, hvis de synes, tandhygiejne er et af de vigtigste punkter. På den måde kan de reflektere sammen og udfolde sig kreativt, og det hjælper dem med at huske det faglige bedre!”

Jeg viser dem et billede af en kaffekande og spørger: Hvem er det, der sørger for, at der er kaffe på kanden?

Den røde løber og kaffekanden
Både Karina Kalstad og Trine Woller Johansson er meget bevidste om, at motivation er et væsentligt mål med deres arbejde. De skal sørge for, at eleverne (for)bliver motiverede. At de holder ved. Frafaldet på uddannelsen er højt, men de har begge erfaringer med, at det gør en forskel at bruge æstetiske og kreative processer i uddannelsen. Forskellige tilgange til uddannelsen hjælper med at holde eleverne til ilden og bekræfter dem i deres interesse for faget.

”Jeg købte en rød løber,” griner Karina og fortsætter: ”Jeg købte den, fordi alle eleverne skulle føle sig velkomne! Når de nye elever skulle introduceres, havde vi den røde løber ude. Det vakte stor opstandelse … helt ovre i psykiatriledelsen. Det er så vigtigt, at vi bliver en arbejdsplads, hvor eleverne føler sig velkomne. Det er jo vores nye kollegaer.”

Karina har oplevet, at flere af eleverne var utrygge ved eller direkte bange for at skulle arbejde i psykiatrien. Så det var vigtigt at byde dem ordentligt velkommen og desuden gøre noget ud af introduktionen til stedet og området. ”For hvis man er bange, kan man jo ikke lære noget,” understreger hun.

Hun har brugt forskellige greb i introduktionen. På et tidspunkt lavede hun en oplæringspodcast, som hun sendte eleverne, før de startede i psykiatrien. I podcasten fortalte hun om en helt normal arbejdsdag: ”Du møder ind på afdelingen, så tager du en alarm på, så mødes du med dine kollegaer … sådan helt praktisk, så de kunne forestille sig det.”

Før Karina startede i psykiatrien, arbejdede hun på en social- og sundhedsskole, og hun fik mange dårlige historier fra elever, der havde været i oplæring. Det ville hun gerne lave om på. ”Det har vi arbejdet med her i Psykiatrien Øst, og jeg er meget stolt af, at vi har fået skabt et praktikforløb, som eleverne er glade for. For eksempel besluttede jeg, at hvis der var nogen, der ikke trivedes, så flyttede jeg dem til en anden afdeling. Jeg brugte simpelthen ikke tid på at løse konflikten. I stedet oplevede vi, at langt de fleste elever trivedes det nye sted, og at de følte sig hørt. Nogle gange er det jo bare kemien, den er gal med. Hvis vi derimod oplever, at eleven heller ikke falder til på det nye sted, eller hvis der gentagne gange er elever, der ikke trives et bestemt sted, så har vi jo nogle andre problemstillinger at tage fat på. På den måde har vi helt bevidst forsøgt at skabe et godt lærings- og uddannelsesmiljø.”

Trine Woller Johansson er meget bevidst om, at frafaldet både kan skyldes praktikken og skoleforløbet. I det daglige arbejder hun med det, der foregår på skolen, men hun holder også nogle gange oplæg for oplæringsvejlederne fra praksis. Også her bruger hun visuelle virkemidler til de faglige pointer. Et af dem er et billede af en kaffekande. 

”Jeg viser dem et billede af en kaffekande og spørger: Hvem er det, der sørger for, at der er kaffe på kanden?”

Når hun stiller det spørgsmål, bliver der helt stille, og så fortsætter hun: ”Jeg hører ofte, at I har en forventning om, at eleven lige ryster kaffekanden og fylder på, fordi I allesammen løber så stærkt, mens eleven alligevel sidder i et hjørne med sin telefon. Men har I tænkt på, at eleverne ikke drikker kaffe? De drikker Red Bull eller noget andet,” siger hun og understreger, at der allerede her opstår misforståelser, fordi oplæringsvejlederne bliver irriterede over, at eleverne ikke sætter kaffe over, mens eleverne slet ikke forstår, hvad der forventes af dem. 

Jeg er sådan en, der ikke kan lide at gå i skole, men …
Karina Kalstad ved også godt, at elevernes selvbillede kan være en grund til frafald og lav motivation: ”Nogle gange lider vores assistentelever under et narrativ om, at de er lavest i hierarkiet. Det er jo demotiverende. Og det er bare så forkert. De kan så meget, hvis vi giver dem lov til det.”

Trine Woller Johansson fortæller om en af elevernes reaktioner, der gør hele forskellen for arbejdet: ”Engang efter et af scenarieforløbene, hvor der havde været stor aktivitet og god energi, var der en af eleverne, der direkte sagde: ”Jeg er sådan en, der ikke kan lide at gå i skole, men hvis det er sådan her, så gider jeg godt komme i morgen, Trine.” Og så er det jo det hele værd!”

Når eleverne trives og opdager, hvad de kan, og at de vokser med opgaven, er det også motiverende for omgivelserne. For Karina Kalstad og Trine Woller Johansson er det benzin til at blive ved med at udvikle på læringsprocesserne. Karina er især stolt af nogle innovationsprojekter, hun satte i gang med eleverne. ”Jeg hev dem ud af oplæringen i tre-fire dage og valgte et område. Det kunne være hygiejne, recovery eller andre faglige områder, som er vigtige for vores organisation. Og så var oplægget: Hvordan forbedrer vi det? Jeg satte dem sammen i grupper og fortalte, at min forventning var, at de arbejdede benhårdt i de tre dage, men at de havde frie tøjler. Og det kom der virkelig meget godt ud af. I et af forløbene var der en gruppe, der udviklede et recovery-puslespil. En anden gruppe foreslog at købe æsker til alle i personalegruppen, så de havde et sted at gøre af deres personlige smykker, som man ikke kan have på, mens man arbejder. De kom med små og store kreative idéer, som løser konkrete problemer i hverdagen.”

Karina fortæller, at der et år var en gruppe, der udviklede en recovery-tavle. Det var så en god idé, at Psykinfo, som de samarbejder med, tog idéen videre og testede den på et bruger-pårørende-panel. De udviklede på det, og nu er det blevet til recovery-magnettavler, som de er i gang med at implementere i Psykiatrien Øst.

”Innovationsprojekterne får dem til at reflektere over det faglige. Og de er jo vildt gode, når de får lov!” siger Karina Kalstad.