Hvad er god forebyggelse?
Vi skal undgå, at borgerne bliver så syge, at de ikke selv kan mestre deres liv. Men vi må ikke tro, at vi har alle løsninger. Det er vigtigt at lytte til borgeren og være indstillet på, at borgeren kan ønske noget andet end det, vi forestiller os. Vi har tendens til at sige ”jeg ved bedst”, men vi skal strække os langt for at få en ligeværdig dialog, for så kan vi få øje på løsninger, vi ikke selv har tænkt på. Jeg har arbejdet på Bispebjerg Hospital, hvor en diætist gav diabetespatienter med anden etnisk herkomst kostråd ud fra dansk mad. Hun havde de bedste intentioner, men spurgte ikke patienterne, hvad de spiste derhjemme. Det er en god idé at tage udgangspunkt i borgerens situation.
Hvorfor er der risiko for, at sundhedspersonale tror, at de ved bedst?
Sundhedspersonale er ildsjæle, som går på job for at gøre en forskel for andre. De er engagerede, og med deres faglighed ved de langt hen ad vejen bedst. Men de kan have blinde vinkler. Derfor skal de være gode til at lytte og have en dialogisk tilgang til borgeren. Det er klart, at man skal stoppe en akut blødning, men når det handler om forebyggelse, skal vi være langt bedre til at finde ud af, hvordan verden ser ud fra borgerens synspunkt, og derefter finde løsninger ud fra borgerens liv, ressourcer og udgangspunkt.
Hvorfor er der risiko for at lægge vægt på det, borgeren ikke kan?
Det er et spørgsmål, om man ser glasset halvt fyldt eller halvt tomt. Canada screener nyankomne flygtninge for, hvad de kan, så de kan matche dem med et job eller et uddannelsesforløb. I Danmark screenede vi tidligere flygtninge for, hvad de ikke kunne. Dermed lå fokus på behandling og på deres mangler, og det gjorde dem passive. Vi skal åbne for alle de redskaber, der kan bruges til at få borgerne til at blomstre. Den tilgang har sundhedspersonale allerede, men vi kan blive endnu bedre til det, så borgerne får noget at stå op til. Vi har alle et ønske om at blive ved med at bidrage til samfundet.
Hvordan får man øje på borgerens ressourcer?
Hvis du alene tager udgangspunkt i din egen faglighed, vil du mislykkes. Du skal have tiltro til, at alle mennesker har ressourcer. Nogle har mange, og andre har færre, så det kræver en oprigtig nysgerrighed efter at finde ud af, hvilke ressourcer den enkelte borger har, og støtte borgeren i det.
Hvordan får man borgeren til at tage ansvar for sit eget liv?
Borgere med demens, og meget syge borgere i det hele taget, kan ikke selv tage ansvaret, så her tager sundhedspersonalet over med omsorg, medicinering, pleje og behandling. Det ligger der en lovgivningsmæssig pligt til, og det skal selvfølgelig foregå på en etisk forsvarlig måde. Forebyggelse skal sikre, at borgeren ikke bliver så syg, at vedkommende ikke kan tage ansvar, men grundlæggende handler forebyggelse om at understøtte og hjælpe menneswker til at leve deres liv bedst muligt.
Kan man arbejde forebyggende med alle?
Langt hen ad vejen, ja. Jeg har arbejdet med misbrugere på gadeplan, og vi havde en lang diskussion om, hvorvidt vi både kunne give dem metadon og rene sprøjter. Nogle mente, det ville være forkert at give dem sprøjter, når nu vi forsøgte at hjælpe dem med at nedtrappe deres misbrug, men jeg argumenterede for, at de ville være i risiko for at få følgesygdomme, hvis de delte sprøjter med alle mulige. Et sådant spørgsmål handler ikke om dig som medarbejder, men om de borgere, der har det svært, og hvordan vi kan forebygge, at de får det endnu sværere.
Hvordan sikrer man, at social- og sundhedselever lærer om forebyggelse?
Eleverne skal lære mest muligt om at være i dialog med borgeren og om, hvordan de bliver nysgerrige på det, borgeren kan. Det vil åbne deres øjne for borgernes behov. De skal lære at møde borgerne med ydmyghed og en dialogisk tilgang for at finde frem til de bedste løsninger. Den ene halvdel af indsatsen er, hvad man kan udrette for borgeren, og den anden halvdel ligger hos borgeren selv. Med tid og tålmodighed kan man skabe tillid hos borgeren, der så kan bidrage med løsninger, så vi kan sætte mere målrettet ind.