Når væggene taler

Jeg havde nok egentlig aldrig overvejet, hvad det betyder for min ledelsesgerning, at jeg er omgivet af kunst i
min hverdag. Det var derfor nysgerrighed – ikke et færdigt svar – der fik mig til at takke ja til at bidrage med et essay om emnet til ledelsesantologien Mærk ledelse. I øvrigt i sig selv en inspirerende titel til en ledelsesbog, fordi den signalerer, at hverdagsledelse ikke kun handler om at sikre driften og ”få ordnet sine ting”, men også kalder på sansning, æstetik og medmenneskeligt gehør.

I en hverdag præget af kompleksitet, tempo og mange krav – hvor meget kalder på hurtige svar og sikker drift – kan det sanselige og eftertænksomme let nedprioriteres. Her tror jeg bl.a., den kunst, vi omgiver os med, kan komme os til hjælp.

Kunst har alle – bevidst eller ubevidst – en holdning til. Det er umuligt at være uberørt, når man dagligt mødes af et værk med en mand på et skraldebjerg eller stopper op ved et træ i sirligt papirklip. I en tid præget af flygtighed, fake news og kunstig intelligens er kunsten håndgribelig og ofte lige ved hånden. Kunst får os til at sætte tempoet ned. Den får os til at betragte verden på ny og finde alternative og opfindsomme vinkler på en ellers fastlåst problemstilling. Kunst vækker følelser og giver anledning til samtaler og diskussioner på kryds og tværs. Kunst er ånd og hånd.

I mit essay opfordrer jeg til, at vi som ledere i højere grad inddrager kunst og æstetik i vores hverdag – som afsæt for at udvikle medarbejderne og inspirere til både mere eftertænksomhed og kreativitet i vores måde at lede på.

UDDRAG:

At lede noget, der er større end en selv
Med Dannebrog højt løftet, tropehjelm, bar mave og en plasticpose fra SuperBrugsen modtager han mig hver eneste morgen. Han hænger der på vej ind på mit kontor – Peter Carlsens Fanebærer – og skuer selvhøjtideligt ud i horisonten, tilsyneladende klar til at føre os alle fremad. Vi har noget til fælles, han og jeg, fanebærere, som vi på sin vis begge er. Med sin bare mave og sin lidt for skråsikre positur minder han mig om, at fanebærere skal passe på. Det er let at tro, at man fører nogen fremad, mens man i virkeligheden bare står og poserer med flaget højt – overbevist om sin egen betydning, men måske lidt som kejseren uden tøj på. Og så en morgen er han væk. Et hold flyttemænd har været forbi og taget ham med til ophængning på det lokale kunstmuseum HEART. Pludselig er væggen tom, og noget i mig mister kortvarigt orienteringen. Pedellen bemærker det samme – det er som om, bygningen føles anderledes, når fanebæreren er væk.

Der er noget ved kunsten, som bryder rytmen i hverdagen. Det kan måske lyde lidt højstemt, men kunst er i stand til at bringe noget ind i vores liv og arbejdsliv, som ikke kan måles eller vejes: et nærvær, en ånd, et blik for det menneskelige, som er i stand til at røre os alle sammen. I mødet med et kunstværk konfronteres vi med det fælles menneskelige. På den måde bliver kunst ikke pynt i hverdagen, men et spejl for den måde, vi tænker og er sammen på. Jeg er så privilegeret at være på en skole med rigtig meget kunst. Overalt i bygningen hænger der kunst – over 100 værker er det blevet til gennem årene. Ikke kun malerier, men også skulpturer, relieffer, glasmosaikker og sågar en æggesamling. Kunst er en del af skolens DNA og en arv, vi forvalter helt tilbage fra dengang, skolen blev bygget som Herning Seminarium i 1963. Allerede inden byggeriet var færdiggjort, havde man nedsat et kunstudvalg. Kunsten var lige så uundværlig som mursten og elinstallationer, og den skulle helt fra skolens fødsel være en del af stedets ånd og kultur. Den tanke og tradition forpligter. Hver dag går et stort antal mennesker – medarbejdere, elever, kursister og gæster udefra – forbi værkerne på gangene. Nogle stopper op, andre bemærker dem knap. Men jeg vælger at tro, at kunsten virker alligevel og måske åbner for en nysgerrighed, som kun kan vækkes langt fra klasselokalet.

Vi inviterer af og til kunstnere ind i elevers og kursisters hverdag. På væggen i skolens kantine hænger for eksempel et langdigt, som eleverne har skrevet sammen med forfatteren Caspar Eric. Vores festsal prydes for tiden af vægtæpper, som elever har broderet sammen med kunstneren Gudrun Hasle. Værkerne minder os og eleverne om, at kunst også er håndværk. En gøren. Noget, man frembringer med kroppen og med hånden, og som kræver tid og tålmodighed. I en tid, hvor så meget kan genereres på et øjeblik, er det et stille modtræk at skabe noget, der kræver langsomhed og omhu. Det minder os om, at forståelse også kan vokse ud af det, vi gør – ikke kun det, vi læser og tænker.

Når kunst flytter ind i ledelsesrummet
Jeg påvirkes bevidst og ubevidst af kunsten omkring mig hver eneste dag. Billeder og skulpturer er mine vejvisere rundt på skolen. Nogle holder jeg mere af end andre. Enkelte kan jeg decideret ikke lide, og andre vender jeg tilbage til igen og igen. De beroliger, udfordrer, underholder og provokerer ikke bare mig, men alle, der kommer i huset. Engang måtte vi flytte et ellers farvestrålende værk af Lars Ravn, der forestiller en enke, som ammer to kaniner. Vores dengang mere blufærdige midt- og vestjyske elever blev generte og utilpasse ved mødet med enkens blottede barm og vidste ikke, hvor de skulle kigge hen. Siden har det hængt på lærerværelset, hvor medarbejderne kan nyde de sultne kaniner over frokosten. Et andet værk måtte i kælderen, fordi dets flimrende udtryk simpelthen gjorde folk søsyge.

I min daglige ledelse bruger jeg ikke kunsten direkte. Med kunstens evne til at vække følelser og reaktioner ville det ellers være helt oplagt. Den hænger der jo hver dag og kalder faktisk bare på at komme med i snakken. Vi har et par gange holdt ledelsesdag på et kunstmuseum og er enige om, at vi taler sammen på en anden måde, når vi går der mellem værkerne. Men decideret og systematisk at anvende kunstværker i vores drøftelser og diskussioner har vi endnu ikke prøvet. Måske rammes jeg i virkeligheden af lidt den samme generthed som eleverne – ikke så meget på grund af motiverne, men mere af at skulle bringe et mere irrationelt og uvant element ind i ledelsesrummet. Vi er så vant til at forholde os til trivselsmålinger, EVA-rapporter, karaktergennemsnit og andre målbare størrelser, men hvad ville det mon gøre ved vores arbejdsproces, hvis vi en gang imellem begyndte et helt andet sted? Kunst har evnen til at udfordre perspektiver og skabe forbindelser på tværs af forskellige baggrunde og erfaringer. Måske kunne et kunstværk tvinge os ud af vores vaneforestillinger og bryde med vores hang til at vælge at mene det, vi plejer.

Måske ville det få os til at tale mere nysgerrigt end bekymret og mere lyttende end analyserende. Hvad ville der for eksempel ske, hvis vi brugte Lars Stig Nørgårds værk Iskold beregning som en provokerende optakt til en strategiproces? Eller Knud Oddes portræt af Bret Easton Ellis som en måde at nuancere diskussionen om drenge anno 2026? Eller hvis administrationen fik til opgave at evaluere en samarbejdsrelation ved hjælp af et selvvalgt kunstværk?

Kunsten tvinger os også til at sætte tempoet ned. Vi kommer nemt til at hylde det hurtige svar og den skarpe analyse, men kunsten kan trække i den modsatte retning. Den beder os standse op og se på verden med nysgerrighed. Billederne på væggen minder os om, hvor mange måder der findes at se verden på, og hvor let man kan glemme, at ens eget perspektiv kun er ét blandt mange. Kunstneren Stig Brøgger siger det på denne måde: “Kunst kan vi slet ikke undvære, den er meget mere betydningsfuld, end vi tror. Kunsten er det store renseri, der hele tiden gør, at vi kan se verden på ny. Med kunsten genfødes vi – vi får verden sat i scene på ny.” Burde vi måske gøre det til en vane mere bevidst at sende os selv og vores medarbejdere på ”det store renseri”? Kunne vi skrive det ind som en del af vores kompetenceudviklingsplan, at alle medarbejdere skal have kunstneriske oplevelser og kreative aktiviteter mindst en gang om året? Fra rengøringspersonale til uddannelseschefer har alle ret til at ”få verden sat i scene på ny”. Lidt som en af byens store sønner, Aage Damgaard, der allerede i 50’erne inviterede avantgardekunstnere ind på sine systuer på skjortefabrikken Angli og arrangerede koncerter med kendte musikere i frokostpauserne for på den måde at forene kunst og hverdag. Idéen bakkes faktisk op af Kulturministeriets kulturpolitiske redegørelse fra maj 2023, der peger på, at kunst og kultur kan have en dokumenterbar positiv effekt på medarbejderes mentale trivsel og livskvalitet. Kunst kan skabe ro, fordybelse og refleksion – alt sammen ressourcer, der ellers kan være svære at finde i en travl skolehverdag. Når vi taler om kunst og æstetik på skolen, er det ofte gangene, fællesarealerne og elevernes hverdag, vi får øje på. Men væggene taler også et andet sted, hvor måske færre kommer – nemlig i lederens eget rum. Hvis kunsten og indretningen er med til at forme fællesskabet, er der måske grund til at se på, hvordan vi indretter ledelseskontorerne.

Vis mig dit kontor, og jeg skal sige dig, hvilken leder du er
Hvis dit kontor var et ledelsesportræt, hvad ville det så sige om dig? Hvor meget tavs viden kan medarbejdere få om deres chef ved at kigge rund på hendes kontor? Sikkert mere end hun selv er klar over. For den, der træder ind på kontoret, er det sjældent ligegyldigt, hvad øjet først møder: Den stramme orden, nips og personligt rod, de stærke farver eller det mere diskrete interiør. Kontoret fungerer som et spejl – ikke kun af lederen som person, men af den måde, ledelse forstås og praktiseres på i hverdagen.

Jeg har en kollega, hvis kontormøbler er postkasserøde, og hvis vægge er fyldt med citater, postkort og vinger fra gamle fastelavnskostumer. Rummet gør én i godt humør og inviterer til at tænke nyt. Udover at afspejle en varm og sprudlende personlighed er kontoret et statement, der signalerer mod, engagement og uhøjtidelighed. Ser man bort fra mit skrivebord, som altid flyder med artikler, post-its og kuglepenne, er mit interiør mere skrabet: et stort rundt mødebord, en gammel PH-lampe og Ditzels Trinidad-stole. Et sikkert valg, som ikke støder nogen, men som forhåbentlig lægger op til klarhed og nærvær i samtalerne – til, at man kan tale om det væsentlige uden for meget omsvøb. I min vindueskarm er der til gengæld lidt flere skæve indslag: en rød keramikversion af Bovbjerg Fyr, en gul kande, et askebæger fra Kenya og en forsølvet murske fra skolens grundlæggelse. Det kan virke som en noget umage og tilfældig sammensætning af genstande. Alligevel kan jeg se, at deres historie har det til fælles, at de fortæller om tillidsfulde relationer og stærke værdier, som er det, der i høj grad driver mig som leder. På væggen hænger ét værk: Pop Art af Stig Brøgger. Jeg valgte det på grund af dets stærke farver og muntre signaler – bare ben, badebukser, strandstemning og et kvindeansigt i midten, som jeg forestiller mig, kigger op fra sit strandtæppe. Et klart modbillede til kontorets grå møbler og pæne struktur. En påmindelse til mig om, at ledelse ikke kun handler om systemer og sikker drift, men også om at skabe plads til leg, pauser og det uforudsigelige.

Og så er der sømmet. Førhen hang her et maleri, men jeg tog det ned, og sømmet blev siddende. En lærer kaldte det meget rammende ”et monument over vægelsind”. Jeg lader det indtil videre sidde som en hyldest til det uafsluttede – et sted, hvor noget nyt kan begynde. Et konkret billede på, at min ledelse heller ikke er færdigkomponeret, men hele tiden undervejs. Så hvis mit kontor var et ledelsesportræt, ville det nok afsløre en leder, der trives bedst i bevægelse. Fyret står for retning, den gule kande for glæden ved det jordnært praktiske, askebægeret for vigtigheden af det menneskelige, og sømmet for alle mulighederne, jeg endnu ikke har grebet.