Hvordan definerer du ledelse?
Ledelse er en ting, der er der. Du kan se på: er der en fælles kurs i en gruppes arbejde? Er der koordinering? Er der commitment? Hvis der er de tre ting, så er der ledelse. Lige meget hvem, der har lavet det. Og lige meget, om det er lavet demokratisk, involverende eller diktatorisk.
Anders Trillingsgaard viser, hvordan vi undgår, at organisationen stivner i hierarkier, flaskehalse og trivselsproblemer – og lykkes med at lede bedre sammen i teams! Vejen går via tre faktorer: kurs, koordinering og commitment i organisationen. Det giver meget mere ledelse med de samme kræfter.
Hvorfor skal der være mere ledelse på gymnasierne?
Det skal der jo, hvis man forstår ledelse, som jeg lige har beskrevet det. Hvis man har mere ledelse, har man en stærkere fælles kurs, man arbejder mere i samme retning, og ens kræfter bliver brugt bedre. Når man tænker ledelse på den måde, bliver det mindre kontroversielt at sige, at der er brug for mere af det. Modsat i den klassiske association, hvor mere ledelse betyder, at nu er der nogen, der skal bestemme noget mere. Der skal være flere diktatorer, og vi skal styres endnu hårdere. Men det er jo ikke det, der er pointen her. Potentialet i at tænke om ledelse på denne måde er, at det kan lade sig gøre at lave en bedre, mere fælles kurs med de samme kræfter. Det er ikke bare lederen, der dikterer det, og lærerne, der stritter imod. Det kan lade sig gøre at få lavet en bedre koordinering, fordi det ikke bare er styringssystemer og Excel-ark, men folk, der aktivt prøver at koordinere deres arbejde. Og vi kan opbygge et stærkere commitment, fordi vi faktisk arbejder sammen om at bygge den energi, vi skal bruge for at lykkes med vores arbejde. Det er de færreste, der vil protestere mod mere ledelse i dén forståelse.
Hvor starter man så?
Jeg vil påstå, at i det meste af uddannelsessystemet gør man allerede ret meget. Men det allervigtigste er at arbejde med mindsettet. At få alle med på at forstå ledelse som en opgave. At italesætte, at for at få et godt gymnasium og gøre eleverne dygtige skal vi lave ledelse. Og hvis vi ikke alle sammen gør det, så løser vi ikke vores opgave. Så er der på individplan nogle greb med at skubbe så meget ansvar ud, som overhovedet muligt. At modvirke den tendens, at spørgsmål og beslutninger drøner ’opad’ til lederne. Lederen kan sortere og sige: Er det her egentlig en beslutning, jeg skal træffe? Eller skal den faktisk træffes et andet sted? Det kan godt være, at jeg spiller en rolle i, at beslutningen bliver god – jeg skal måske fortælle noget om strategien eller budgettet eller ambitionerne. Men der vil være en masse beslutninger, som andre kan vokse med, hvis jeg giver dem til de rigtige. Og dér begynder vi så småt at flytte ledelsesopgaver ud. Ting, som ellers ville være en ledelsesbeslutning, bliver pludselig ledelse, som kan foregå andre steder. Konsekvensen, hvis man gør det mere systematisk, er en større brug af koordinatorer, tovholdere, spydspidser og ansvarlige projektledere. Så vil der være personer i organisationen, som ikke er fuldtidsledere, men som løser ledelsesopgaver på forskellig vis.
Hvis du skulle give ét godt råd til en rektor, hvad skulle det så være?
Så ville jeg gøre mig umage med at omtale ledelsesopgaver helt ligesom alle mulige andre typer opgaver. Sige, at der principielt ikke er forskel mellem at lede et møde, rydde op på biblioteket eller tage en sparringssamtale med en elev, der har det svært. Vi skal modvirke opdelingen af ledelsesopgaver og faglige opgaver som helt forskellige kategorier, der bliver taget af helt forskellige mennesker. Det er en af mine mere skarpt polerede påstande: Det samlede ledelsestalent i organisationen uden for ledergruppen er væsentligt større end det, der er inden for ledergruppen. Der er mere ledelsestalent blandt medarbejderne, end der er blandt lederne. Det er i en lavere koncentration – men der er jo flere medarbejdere. Så hvis vi gerne vil have god kurs, koordinering og commitment i vores organisation, er vi afhængige af at få det ledelsestalent, vi har derude, aktiveret. Min påstand er, at gymnasiet er et sted, hvor der er helt utrolig meget ledelsestalent blandt medarbejderne. Og nogle steder har der ikke været en stor tradition for at aktivere det særlig meget uden for deres eget klasserum.