Ledere skal tage ansvar

Mikkel Flyverbom er professor i kommunikation og digital forandring på CBS, han er medlem af Dataetisk Råd og Digitaliseringsrådet samt formand for regeringens Ekspertgruppe om Techgiganter. Og så skriver han en tech-klumme i Politiken. Læs hans fem råd til digitalisering i gymnasiet.

1 Teknologi er lederens ansvarsområde
Der er en tendens til, at ledelsen på (uddannelses)institutioner ikke tager ansvar for den teknologiske udvikling. Det mener Mikkel Flyverbom, at vi skal gøre op med. Han siger blandt andet, “at mange ledere tror, de ikke har kompetencerne til at tage stilling til digitalisering, og så uddelegerer de til skolens it-kyndige.” “Det er et problem, hvis man ikke tænker teknologi og digitalisering som sit ansvar som leder. Det kan ende med, at man træffer nogle beslutninger, som er uhensigtsmæssige,” understreger han. Et eksempel på en uhensigtsmæssig beslutning er, når ledelsen bliver overtalt til at kaste en masse penge efter teknologier – skærme eller læringssystemer – som ikke passer til institutionens behov.
“Teknologi er blevet et exceptionelt domæne, som mange tænker på som noget, der ligger uden for lederens kompetencefelt,” siger Flyverbom og opfordrer til at indtænke den teknologiske udvikling som en del af den daglige opgave på lige fod med økonomi og politiske vilkår. “Vi skal et sted hen, hvor ledere tænker teknologien som et rammevilkår, de kan tage stilling til og træffe beslutninger om. Alle ledere kan tænke i institutionens økonomiske rammer, de skal kunne tænke om teknologier på samme måde,” siger han og fastslår, at “hvis ledelserne ikke har kompetencerne til at tage stilling til digitaliseringen, skal de efteruddanne sig, så de opnår de kompetencer. Ellers er de ikke den rette leder.”

Hvis ledelserne ikke har kompetencerne til at tage stilling til digitaliseringen, skal de efteruddanne sig, så de opnår de kompetencer. Ellers er de ikke den rette leder.

Mikkel Flyverbom, professor i kommunikation og digital forandring, CBS

2 Lav regler for skærmtid
Mikkel Flyverbom mener også, at vi glemmer at skelne mellem god og dårlig digitalisering, herunder god og dårlig skærmtid. Han ser en tendens til, at vi hele tiden diskuterer for og imod fra modsatte ringhjørner i stedet for at tale om, hvornår skærme giver mening i undervisningssituationer, og hvornår de ikke gør. “Der er forskel på at sidde koncentreret med en opgave foran skærmen og at spille på sin iPad eller tjekke sin telefon hele tiden,” understreger han.

Mikkel Flyverbom opfordrer til, at vi kaster et blik på den digitaliseringsbølge, vi blev ramt af for nogle år siden. Det er vigtigt at gøre sig klart, hvornår der er tale om produktionsprocesser, vi sagtens kan lade overgå til digital håndtering, og hvornår der er tale om indlæringsprocesser, hvor vi er nødt til at stoppe op og overveje, hvad der matcher elevernes og lærernes behov. “Der er intet gået tabt ved, at robotter tager det tunge løft i en produktion, men skoleliv og læring kræver andre indsatser end bare at installere noget teknologi”, siger Flyverbom. Han understreger samtidig, at hvis platforme og systemer skal være et element i undervisningen, skal vi overveje nøje, hvilke rammer og regler vi sætter op.

3 Skab digitale forandringer nedefra og indefra
Et af Mikkel Flyverboms centrale budskaber er, at gymnasiernes digitale forandringer ikke kun skal være et resultat af ledelsens strategier. Forandringerne skal skabes indefra og nedefra på baggrund af, hvad der optager lærerne, og med afsæt i hvad der mangler i undervisningen. “Man skal tage udgangspunkt i lærernes erfaringer,” siger han og fortsætter: “det skal være ekspertise, erfaringer og kompetencer, der danner rammen for, hvad der skal digitaliseres.” Det kan samtidig – og måske endnu vigtigere – resultere i, at vi bliver mere opmærksomme på, hvad der ikke skal digitaliseres. “Der er ikke nogen, der har taget ansvar for at værne om de områder, der ikke egner sig som digitale,” påpeger han.

I stedet for bare at købe en masse skærme som en del af en digitaliseringsstrategi, skal ledelsen begynde at tænke over, hvad der er brug for i undervisningen; hvad har lærerne brug for, når de skal bedrive god undervisning? Og hvad har eleverne brug for, når de skal lære? “Man tænker bare på prisen på iPaden eller systemet, men man glemmer at kigge på, hvordan det skal bruges. Der er et stort arbejde efter købet af nye teknologier, som vi skal fokusere meget mere på,” understreger han.

4 Variation, variation, variation 
“Digitale medier er designet til at distrahere os,” fastslår Mikkel Flyverbom, og det er åbenlyst et problem, når skærmene tager dyrebar tid fra nattesøvnen og andre mere eller mindre livsvigtige aktiviteter. Det sker hele tiden, men vi kan benytte nogle greb i undervisningen, som forhåbentlig kan smitte af på fritiden.

Det væsentlige, mener Flyverbom, er, “at undervisningen, læringen og skolelivet i det hele taget skal tilrettelægges med maksimal variation. På samme måde som vi har fokus på værdien af varieret kost eller at træne forskellige muskelgrupper.” Det er åbenlyst en dårlig idé kun at træne venstre overarm, og den samme logik bør gælde, når det kommer til undervisningsformer. Læring bør faciliteres ad mange forskellige veje, og de skal ikke alle være digitale. Helt konkret siger han, “at et mobilforbud kan være med til at skabe variationen i skoletiden og begrænse den samlede skærmtid.” Til sammenligning, påpeger Flyverbom, “vil du heller ikke tillade en ghettoblaster, øl eller rygning i klasserummet.”

5 Forstå forretningsmodellerne
Som en del af arbejdet med digitalisering af undervisningen skal gymnasieskolerne forholde sig til forretningsmodellerne bag de digitale teknologier. “Man skal ikke bare forstå digitaliseringen, men også de kommercielle og politiske kræfter bag,” forklarer Mikkel Flyverbom og fortsætter: “Hvis man kan tale om, hvordan teknologien er designet til at fastholde vores opmærksomhed, og hvis man kan forstå, hvorfor eleverne konstant bliver lokket til at lade sig distrahere, kan vi begynde at arbejde med at undgå faldgruberne.”

Det kræver, siger han, en viden om, hvordan den menneskelige psyke fungerer; at hjernen responderer utroligt godt på den hurtige belønning i digitale medier, og at de i vid udstrækning fungerer som junkfood for hjernen. “Teknologierne er så indgribende i vores liv og psyke, at man ikke kan tale om, at man bare er ukoncentreret, hvis man bliver distraheret,” understreger han. Der er noget mere grundlæggende menneskeligt og psykologisk på spil, og det er gymnasierne nødt til at tænke ind i form af institutionelle og strukturelle tiltag, som både tager ansvar for problemerne og ikke gør dem til individuelle problemer.

Afslutningsvis understreger Mikkel Flyverbom, at alverdens nye teknologier har mange, klare fordele: “De giver os adgang til information, kultur, musik, andre mennesker, og de giver stemme til dem, der ellers ikke bliver hørt,” siger han og fortsætter: “Man kan også spare en masse tid, og meget bliver nemmere med teknologi.” Vi er bare nødt til at tage kritisk stilling til, hvad, hvornår og hvorfor vi bruger skærme i undervisningen – og vores liv i øvrigt.

"Det er ikke den digitale udvikling, jeg taler imod, men den politiske udvikling, der har presset teknologien ned i halsen på skolerne, og så taler jeg imod de kommercielle logikker i teknologierne,” siger han med henvisning til den datahøst, der foregår og livligt diskuteres i øjeblikket. “De fleste er blevet bevidste om overvågning og datahøst. Men det er jo problematisk, at så mange er mistroiske over for myndighedernes brug af data, fordi techgiganterne har høstet data på måder, som folk tror, er det samme som staten. Der er tillidskrise, fordi statens databrug og store virksomheders databrug blandes sammen i folks hoveder,” forklarer Flyverbom. Han understreger dermed sin første pointe: ledelsen har en vigtig opgave i at tage ansvar for udviklingen, så vi ikke genfortæller nogle skrækhistorier om statens brug af data, der i vid udstrækning slet ikke har hold i virkeligheden.