Tiden er moden til at indtage spillepladen

"De dygtige elever klarer det på 45 minutter. Andre slipper aldrig ud.” Sådan siger Mathias Tensfeldt Prasse, der underviser i samfundsfag og engelsk på Frederiksberg VUC & STX. Han er en ivrig spilentusiast på hjemmefronten, og derfor passede det ham godt, da han under sit pædagogikum kunne skrive opgave om netop spil i undervisningen.

Spillet, som eleverne ikke altid slipper ud af, er et såkaldt escape room. Her skal deltagerne løse gåder og finde nøgler for at låse sig ud af det rum, de er fanget i. I Mathias’ escape room er eleverne fanget i en digital udgave af deres klasseværelse og skal have deres engelske grammatikviden i brug for at slippe fri. “Eleverne synes, det er sjovt. De siger: ‘Har du virkelig lavet det til os?’,” fortæller han. Mathias er er godt eksempel på de lærere, som aktivt bruger spil i under- visningen og ovenikøbet selv laver dem.

En gruppe, som bliver større, vurderer Thorkild Hanghøj, professor MSO i spil og læring på Aalborg Universitet. Han slår fast, at spil på ingen måde er en ny opfindelse i gymnasieverdenen. Eksempelvis har rollespil været en fast del af mange læreres praksis i årtier, men: “Spil i undervisningen er blevet mere legitimt med tiden, og vi ser en generation af gymnasielærere, som kommer med ny inspiration. De kender til nye spil som fx escape rooms og samarbejdsspil. Og nogle af dem har mod på at bygge deres egne brætspil og afprøve dem i klassen,” forklarer han.

Forandring fryder
Men hvad er det egentlig, spil kan? Spørger man Pernille Nørgaard Kjølstad Larsen, der underviser i religion og engelsk på HF&VUC Nordsjælland, er der flere fordele. Hun har i forbindelse med sin pædagogikumopgave afprøvet et såkaldt “gåsespil”, hvor eleverne bevæger en brik på et spillebræt og trækker spørgsmål, når de lander på et nyt felt. 

I Pernilles spil skulle eleverne svare på spørgsmål om en roman, de havde læst. “Man fanger ikke alle, men de fleste reagerer positivt. Alene det, at de skal lave noget andet, end de plejer, betyder rigtig meget. "Jeg tror også, at det gør en forskel, at de sidder over for hinanden og bruger hænderne,” siger hun. Elevernes engagement har været højt, når hun har lavet spilaktiviteter, fortæller hun.

“Hvis jeg sætter dem til almindeligt gruppearbejde, er der en høj sandsynlighed for, at de stopper arbejdet, når jeg går væk fra dem. Men når de spiller, bliver de ved med at være aktive i lang tid,” siger hun. Netop motivation bliver ofte fremhævet som en af styrkerne ved spil i undervisningen. 

Ifølge Thorkild Hanghøj er der noget om snakken. Dels kan man ramme nogle elever, som har brug for mere umiddelbar feedback, hvis man bygger det ind i spillet. Fx ved at eleverne giver respons på hinanden. Samtidig kan selve iscenesættelsen omkring spillet underbygge et fælles engagement hos eleverne. “Man kan blandt andet se, at elever keder sig, når de lytter til andre elevers fremlæggelser. Men det billede ændrer sig, hvis fremlæggelser sker som en del af en spilramme. Her kan de fastholde opmærksomheden i længere tid. Man kan altså skabe en anden type fællesskab gennem spillet, hvis det bliver iscenesat rigtigt,” siger han.

Et laboratorium
Thorkild Hanghøj vurderer, at der især er kommet en øget interesse for de såkaldte repetitionsspil i gymnasiet, altså relativt enkle spil, hvor eleverne øver sig i stof, som de kender. Det førnævnte gåsespil og escape room’et, er eksempler på dette. Her kan man på samme spilleplade eller digitale flade udskifte spørgsmålene til forskellige fag og niveauer. “Det er en enkel måde at bruge spil på, og den passer godt til en hverdag, hvor man ikke har særlig god tid til at udvikle nyt. Man kan nemt genbruge spillene og samtidig få arbejdet med kernefagligt stof,” forklarer han.

Men der er et spring fra disse repetitionsspil til mere omfattende spil med et andet potentiale. Blandt andet kan man gennem spil opbygge en slags laboratorium, hvor eleverne har mulighed for at afprøve viden i praksis. Det kan fx være et rollespil, hvor man skal forsøge at overbevise andre elever gennem brug af retoriske virkemidler. “Hvis jeg argumenterer godt, kan jeg virkelig overbevise de andre. Og det giver mig en forståelse af, hvorfor et argument virker bedre frem for et andet. Det kan man ikke læse sig til,” siger Thorkild Hanghøj.

Spil har også været omdrejningspunktet for Cecilie Thibel Olesens pædagogikumopgave. Hun underviser i biologi på Frederiksberg VUC & STX og testede et spil med sine elever, hvor de indtog rollen som forskellige finkearter og forsøgte at indsamle mest mulig føde med redskaber, der symboliserede næb. Fx plasticbestik eller sugerør. “Målet er, at eleverne leger sig til en forståelse af naturlig selektion. De er bogstavelig talt i konkurrence med hinanden og har forskellige for- dele og svagheder”, forklarer hun. Hun peger på, at nogle elever opdager sammenhængen mellem konkurrencesituationen i spillet og konkurrencesituationen i naturen, mens andre fortaber sig i, at de har svært ved at håndtere deres redskab.

Og netop dette er en vigtig pointe, mener Thorkild Hanghøj. De spil, som kan rykke elevernes forståelse, er netop dem, hvor der er en sammenhæng mellem spilmekanikkerne og det faglige indhold. “Der ligger et stort potentiale for lærere i at begynde at interessere sig for spilmekanikker. Hvordan kan det, man gør i spillet, være fagligt relevant? Det kræver en spilkyndighed hos læreren, en spilviden. Det får man kun ved at prøve mange forskellige spil,” siger han.

Mit indtryk er, at der er mange, som arbejder med spil. Men flere skal med på spillepladen. Tiden er moden til det. 

Thorkild Hanghøj, professor MSO i spil og læring på Aalborg Universitet

Brug din kollega
Mathias Tensfeldt Prasse fra Frederiksberg VUC & STX fortæller, at han på overskuelig tid kunne bygge sit escape room i en app, der er alment tilgængelig. Og siden justere sværhedsgraden, så både stærke og mindre stærke elever kunne låse sig ud. Til gengæld brugte han væsentligt længere tid på at udvikle et brætspil om international handel til samfundsfag. Komplet med brikker og spilleplade. “Det var en luksus at have tid til det som en del af min pædagogikumopgave, men det er nok ikke noget, jeg lige får tid til igen,” siger han.

De to andre gymnasielærere, vi har talt med, stemmer i: Det tager tid at udvikle sine egne spil. Og tid er ikke det, de har mest af. Desværre er hjælpen ikke lige om hjørnet i form af nemme købeløsninger, lyder det fra Thorkild Hanghøj. De kommercielle spilproducenter kan ikke øjne en profit i et marked præget af mange forskellige uddannelsesretninger og fag. Det betyder, at brikken er flyttet tilbage på lærernes banehalvdel. Thorkild Hanghøj håber, at det momentum, der er for spil i øjeblikket, får flere med til at prøve det af. Men det kræver først og fremmest, at lærerne bliver gode til at dele spil og erfaringer med hinanden.

Mit indtryk er, at der er mange, som arbejder med spil. Men flere skal med på spillepladen. Tiden er moden til det. Men hvis det virkelig skal rykke, skal man dele med sin kollega. Der er faktisk ingen vej uden om din kollega, for det er tidskrævende at lave spil selv,” slutter han.

Gåsespil: Differentiering 
Pernille Nørgaard Kjølstad Larsen, religion og engelsk HF&VUC Nordsjælland

Pernille Nørgaard Kjølstad Larsen har undersøgt, hvordan man kan differentiere i et spil til engelskundervisningen. Hun brugte en simpel såkaldt gåsespilmodel, hvor eleverne flytter deres brik på spillebrættet og trækker et kort med et spørgsmål. Spillets indhold er bygget op over Mary Shelleys roman Frankenstein. Fagligt stærke elever får analyserende spørgsmål, mens de øvrige får faktuelle spørgsmål med hjælpemidler, fx en medfølgende tekst, som indeholder svaret, men kræver, at man læser teksten. “De analyserende spørgsmål kræver, at man har en klasse, hvor eleverne selv kan vurdere, om deres spilmakkere har svaret fyldestgørende. Det er ikke i alle klasser, det kan lade sig gøre.”

Det er vigtigt, at spilreglerne underbygger motivationen, siger hun. I stedet for regler, hvor man bliver straffet ved forkert svar, kan man fx belønne eleverne, hvis de satser og prøver at svare uden hjælpemidler mod til gengæld at kunne rykke to felter frem i stedet for ét, hvis de svarer rigtigt. Hun peger også på, at spil kan løsne op for nogle af de hæmninger, der kan forfølge elever i sprogfagene. “Eleverne kan være bange for sige noget i plenum. Spilmekanikkerne giver eleverne nogle roller, som tager presset af dem. Det er ikke mig eller deres klassekammerater, der vurderer dem, det er spillet, der sætter reglerne.”

Rollespil: Darwins finker
Cecilie Thibel Olesen, biologi Frederiksberg VUC & STX

Cecilie Thibel Olesen har brugt et spil til biologi om naturlig selektion. Spillet bygger på Charles Darwins opdagelse af finkearters forskellige næbformer. I spillet får eleverne udleveret redskaber, som skal forestille finkernes næb. Fx spisepinde, plasticgafler og sugerør. De skal indsamle flest mulige “biller” i form af bønner. “Eleverne skal forstå nogle komplicerede og abstrakte pointer om naturlig selektion. Her får de mulighed for at leve sig ind i konkurrencen mellem arterne, som den ser ud i naturen,” forklarer hun.

Cecilie bruger spillet til at undersøge, om eleverne griber de rigtige pointer. Spilformen har samtidig den fordel, at hun kan observere eleverne bedre end ved mere traditionelle aktiviteter. “Jeg får meget feedback ved at observere dem spille. Jeg kan se, om der er områder, vi skal samle op på, når spillet er færdigt,” fortæller hun. Som en sidegevinst fjerner spillet også noget af det præstationspres, der kan være i en klasse. “Spil er et genialt redskab til at gøre op med nulfejlskultur. Der er mange negative selvtanker hos eleverne i skoleverdenen. Men i spillet kan du begå fejl, uden at du fejler fagligt. Det er en bane, hvor man har lov til at være nysgerrig og prøve ting af,” siger Cecilie.

Brætspil: International samhandel
Mathias Tensfeldt Prasse, samfundsfag og engelsk Frederiksberg VUC & STX

Mathias Tensfeldt Prasse er en entusiastisk brætspiller. Han udvikler en række mindre tidskrævende spil, fx escape rooms og monsterspil, hvor eleverne får repeteret deres viden. Men han har også skabt sit eget spil om international økonomi til samfundsfag. Eleverne styrer et land, der får tildelt en række egenskaber, fx kan landet være stærkt eller svagt til at producere varer, have mange eller få råvarer osv.

Eleverne bliver placeret i grupper af fire ved et bord og optjener point gennem at handle med hinanden. “Pointen er at få eleverne til at tale om og forstå begreberne i international handel og interdependens på en mere praktisk måde, hvor de får lov til at afprøve, hvordan det virker,” fortæller han. “De får koblet begreber som protektionisme og samhandel op på konkrete situationer. Spørgsmålet er så, om de ville have lært det samme ved traditionel undervisning. Det kan jeg ikke svare på, men jeg tror, de husker tingene på en anden måde, når de spiller. Det er i hvert fald det, jeg håber.”