Teknologi farver klimahåbet lysegrønt

Vi skal ikke mange år tilbage, før klima var lig med katastrofe. Data, målinger og luftfotos viste store problemer med kloden, der blev varmere, gletsjere, der trak sig tilbage, og havis, der smeltede. Hov, er det ikke stadig sådan? Jo, det er det. Intet nyt under dén sol. Desværre. I hvert fald ikke godt nyt. Alligevel er der faktisk noget, der lysner. I hvert fald nok til, at klima ikke alene behøver være lig med katastrofe. Når vi underviser unge mennesker i klimaforandringer, skal det gøres, så de bevarer motivationen og håbet, lyder budskabet fra to erfarne formidlere og undervisere i klimaforandringer.

“Da jeg begyndte at undervise i naturgeografi for 15 år siden, var klimaforandringer noget, man ikke rigtig følte, man kunne gøre noget ved. Det var på nogle måder et katastrofefag. Og det er også rigtigt, at når man arbejder med klimaforandringer, så taler virkeligheden for sig selv. Præsenteres man for data, er det tydeligt for enhver, at der sker store ændringer i klimaet – især i Arktis. Men i dag er der noget, vi kan gøre ved det,” siger Niels Vinther, som er gymnasielærer, fagkonsulent og lærebogsforfatter. 

“Der er ingen tvivl om, at man som underviser i klimaforandringer har udfordringer i at formidle objektive data på en måde, så vi også kommer videre. Så vi får udfordringerne løst. Så det indgyder håb. Men det kan godt lade sig gøre,” siger SDU’s prorektor, professor i klimaforandringer, eventyrer og foredragsholder Sebastian Mernild.

De er begge erfarne formidlere af viden om klimaforandringer, og de har samme kæphest. Sebastian Mernild beskriver det sådan her: “Det er vigtigt, at de unge mennesker får oplevelsen af, at selvom udgangspunktet er skidt, så lad os for pokker komme videre derfra og skabe en mere bæredygtig verden,” siger han.

Lysende grøn fremtid?
Men hvorfor er det så vigtigt for de to formidlere at minde om optimis­men i klimaformidlingen? Det ønske beror på flere ting. For Niels Vinther, der til daglig underviser gymnasieelever i naturgeografi, er det særligt teknologiudviklingen, som er helt afgørende at få med i undervisningen. Da han for 15 år siden begyndte at undervise i klimaforandringer, kunne han høre sig selv sige, at transportsektoren var den helt store klimasynder. Flytransporten en af de værste. Og at dét kunne man ikke gøre det store ved.

Men: “Vupti. I dag kan man faktisk gøre noget ved det. De sidste to år er udviklingen gået så hurtigt, at vi nu taler om, at vi snart kan flyve grønt. I dag er prisen på energi fra solceller og vindmøller billigere end energi fra kul. Selv dronningen og statsministeren taler om det i deres nytårstaler. Det er så­dan nogle ting, der giver håb. Og det er håbet, der også gør det interessant at undervise i klima,” siger Niels Vinther.

Det er han ikke alene om at mene. Faktisk er den seneste trend indenfor miljøaktivisme bright green environmentalism. En tilgang, der er baseret på overbevisningen om, at teknologisk innovation er den mest succesrige vej til bæredygtig udvikling. At grøn energi, elektriske biler, effektive produktionssystemer, bio­ og nanoteknologier og bæredygtige produktdesign skal redde os ud af klimakrisen. Til forskel fra light green environmentalism, der tror på, at det er ændret adfærd på individplan – drop kød, sorter affald, sluk lyset – der skal få os ud af klimakrisen, eller dark green environmentalism, som kræver radikale politiske forandringer af det kapitalistiske forbrugersamfund.

Lad os for pokker komme videre derfra og skabe en mere bæredygtig verden

Sebastian Mernild, klimaforsker

Elever har magten
Teknologi kan dog ikke redde kloden alene, understreger begge de to undervisere. Der skal menneskelig og politisk vilje til, minder Sebastian Mernild om. “Teknologiudviklingen giver håb. Bare vi også husker at fortælle, at opfindelsen af dippedutter og maskiner ikke er løsningen i sig selv. Det skal kombineres med adfærd. Det er menneskeheden, der skal ville omstillingen af samfundet. Vi kan lave nok så mange klimavenlige teknologiløsninger, men hvis politikerne ikke prioriterer dem, eller forbrugerne ikke vil spise for eksempel hestebønner i stedet for oksekød, så ændrer den teknologiske udvikling ikke noget. Det er industri, stat, kommuner, vidensinstitutioner og borgere, der skal løse det i samspil,” siger Sebastian Mernild.

Men er vi så tilbage ved naturgeo­grafi som katastrofefag igen? For hvis håbet strander ved en menneskehed og politikere, der ikke vil betale for eller bakke op om grønne løsninger, er håbet hos de klimaangste elever så alligevel sort i stedet for ‘bright green’? “Med klimaet er der altid en risiko for at falde ned i et sort hul. Derfor taler jeg med eleverne om, at opråbet er nødt til at komme fra befolkningen. Det er i elevernes magt at sørge for at få en grøn regering. Når det seneste valg blev et klimavalg, er det deres fortjeneste. Den viden er vigtig og giver også håb,” siger Niels Vinther.