Nede på gaden vrimler det med unge mennesker i små grupper. Dansklæreren står midt i det iskolde blæsevejr og smiler. “Man bliver nødt til at have is i maven, når man kaster sig ud i sådan noget her, men det gør mig så glad, når jeg kan se, hvordan de vokser i det,” fortæller lektor i dansk og dramatik, Astrid Lakjer. Hun er også medforfatter til iPraxisforløbet RYK din verden, der danner grundlag for forløbet, og har efterhånden arbejdet med det mange gange.
“Jeg har også haft elever, der trak emnet til eksamen i 3. g, og det er altid sådan en fornøjelse, fordi forløbet engagerer dem på en helt særlig måde. Når undervisningen bliver praksisnær, sker der noget andet, end når de skal analysere digte,” siger dansklæreren. Kigger man ind i de små butikker i gaden, står der grupper af tre gymnasieelever og taler ivrigt med butiksejerne. Lidt efter er de i færd med at filme det flotteste, sejeste eller mærkeligste, som butikken sælger. Det er konstruktive journalister på feltarbejde – eleverne er i gang med at lave små artikler om de lokale butikker til lokalavisen ØsterbroLIV, som gymnasielæreren har aftalt at samarbejde med i forløbet. “Prøv at se på dem! De vil jo slet ikke med op i klassen igen,” siger Astrid Lakjer.
Passer perfekt til læreplanen
Når forløbet her afsluttes, har eleverne fået træning i at forberede et pitch, prøve det af på folk i virkeligheden, samle det op, de fik ud af samtalen, og endelig skrive det sammen til en artikel. I forhold til læreplanen er der en række ting, der kan krydses af. Blandt andet: innovation, udforskning af det mediemæssige stofområde, stor erfaring i mundtlig formidling og ikke mindst en meget autentisk skriftlig aflevering. Men det vigtigste er ifølge dansklæreren, at eleverne får en helt anden type læring gennem sådan et forløb, end de gør ved tavle-undervisning.
De vil jo slet ikke med op i klassen igen
“Jeg kan allerede nu se, at der er elever, der ellers er meget stille i klassen, der blomstrer og udvikler sig helt vildt, når læringen på den her måde bliver mere praktisk og praksisnær,” siger Astrid Lakjer. Tilbage i klassen er der en livlig snak på tværs af grupperne. En gruppe fortæller levende om damen i garnbutikken, som har ejet butikken i snart 30 år. En anden gruppe fortæller grinende, hvor sej kebabmanden var, da han fortalte om, hvordan man laver de bedste kebabruller.
1. Spring ud i det! Når du tror på det, gør dine elever også.
2. Jo mere man invitere virkeligheden ind i undervisningen, jo flere positive oplevelser får man.
3. Nyd at se dine elever blomstre - og tro på de nok skal komme i mål med projektet.
Eleverne skal nu i gang med at skrive deres interviews sammen til artikler, som en journalist fra ØsterbroLIV efterfølgende giver dem feedback på, og så kan de ellers bare vente på at se deres egne bylines i avisen. Det er en helt anden oplevelse, end når det bare er læreren, der skal se ens afleveringer, er der ikke tvivl om i 1.d på Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Eleverne fortæller, at de glæder sig til at se deres artikler på tryk. Astrid Lakjer kunne ikke være mere enig.
Blå bog
Lektor i dansk og dramatik og studievejleder på Ingrid Jespersens Gymnasieskole.
Forfatter til undervisningsforløbene RYK din verden og RYK kommunalvalget.
Prøv gratis i 3 måneder
Fagpakker til de gymnasiale fag
I vores fagpakker samler vi de bedste grundbøger, adaptive træningsmoduler og virkelighedsnære undervisningsforløb, så du har samlet alt til din undervisning ét sted.