Hvad husker du som det bedste fra din undervisning i gymnasiet?
Mit yndlingsfag var matematik. Ikke fordi jeg var god til det, men jeg havde den bedste matematikunderviser. Han var både fagligt dygtig og engageret. Han var ret vild. Mit gymnasium lavede efter 1. g en prøveordning, så man kunne få matematik på højniveau fra 2. g., som min underviser skulle varetage. Normalt tog man højniveau i 3. g, men jeg hoppede med på hans hold, fordi jeg bare skulle med ham! Han var så inspirerende, for han havde den vildeste energi, var fagligt dygtig og stillede høje krav til os, så vi havde respekt for ham.
Hvordan kan man som lærer hjælpe de unge igennem gymnasiet?
Da jeg startede på gymnasiet, gjorde lærerne det klart, at det her ikke var folkeskolen, og vi havde selv valgt at gå i gymnasiet. Derfor forventede de også, at vi passede vores skole og tog ansvar for vores egen læring. Jeg synes, det er en sund indstilling. Derfor synes jeg også, der bør være konsekvenser for dem, som spilder ikke bare undervisernes og de medstuderendes tid, men også deres egen. Så skal de finde noget andet end gymnasiet.
Hvordan kan vi være med til at skabe en rød tråd fra uddannelse til arbejdslivet gennem karrierevejledning?
Det er så vigtigt, at vejlederne støtter alle elevers karrierevalg og åbner deres øjne for de forskellige muligheder. Det er ikke alle, der har familiemedlemmer med fin karriere, som eleven kan spejle sig i. Så det er vigtigt at give dem god inspiration til at vælge den rigtige uddannelse, efter at de har fået studenterhuen. Jeg selv fik ikke nogen god vejledning, og set i bakspejlet skulle jeg være startet på en HA i stedet for historie.
Bør gymnasiet bringe eleverne tættere på, hvad der foregår ude i erhvervslivet?
Ja, jeg er sikker på, at der er nogle spændende virksomheder, som har spændende fagpersoner, man kan invitere ind til at holde foredrag. Så kunne de fortælle om, hvordan det er at arbejde i de forskellige virksomheder. På vores gymnasium var de gode til at arrangere foredrag. Man kunne også invitere tidligere elever ind til at tale – der er altid en elev, som har gjort noget lidt uden for boksen. På den måde inviterer man verden indenfor.
Hvad er vigtigt i dag? Hvad uddanner vi til?
Jeg synes, det med eksaminer er et dilemma. For på den ene side er det godt at teste og måle, om man er parat til næste trin. Omvendt synes jeg også, at hele undervisningen er bygget op omkring eksamen og ikke omkring det, man kan bruge det til i praksis. Hvis man får undervisningen til at tale mere sammen med erhvervslivet, så får eleverne koblet det, de lærer på skolebænken, med det, de skal bruge ude i virkeligheden.
Hvis du skulle give et godt råd til gymnasielærere, hvad skulle det så være?
Husk på, hvor stor en forskel de egentlig gør for unge mennesker og deres videre liv. De klæder dem på til at være dannede og ordentlige mennesker. Det er et kæmpe privilegie, og jeg synes, at de skal være stolte af, hvor stor en forskel de gør, og hvor vilde rollemodeller de er.
Louise Herping Ellegaard er iværksætter, stifter af undervisningsforlaget Clio Online og “løvinde” i DR-programmet ”Løvens Hule”. Blev student fra Grindsted Gymnasium i 2000.