I anledning af jubilæet har vi udgivet jubilæumsbogen Praxisfaglighed. Bogen undersøger, hvordan teori møder praksis, og hvordan praksis møder teori. Det er emner, der har været Praxis’ fokus og omdrejningspunkt i hele forlagets 125 år lange historie. Praxisfaglighed er en antologi, som samler perspektiver fra en række eksperter, fagfolk og praktikere, der beskæftiger sig med uddannelse. Læs med her om fire af bidragsyderne til Praxisfaglighed og om Praxis' to praktikanter.
- Den tidligere minister og direktør Christine Antorini reflekterer i et kapitel over, hvorfor man ikke er lærling, når man, som hun, læser til sygeplejerske
- Den tidligere rektor på Københavns Professionshøjskole og nuværende administrerende direktør i LIFE Fonden, Stefan Hermann, efterspørger i det kapitel, han har bidraget med, en klarere definition af begrebet Praksisfaglighed, der ifølge ham anvendes unøjagtigt
- Bestyrelsesformand i Praxis Fonden, Lars Goldschmidt, bidrager til flere af bogens kapitler. Han skriver blandt andet om sin opvækst, sit brogede læringsliv og tilføjer "Læs det med venlighed - det er mit liv, levet efter bedste evne"

Faglig brobygning mellem gymnasier og professionshøjskoler
Louis Emil Clausen, der er lektor på Frederiksberg Gymnasium, har i samarbejde med kollegerne Maria Berg Jacobsen og Christel Germann Petersen fra Gefion Gymnasium bidraget med kapitlet ”Ungdomsuddannelsernes ansvar” til Praxis’ jubilæumsbog.
Her skriver de om det ansvar, ungdomsuddannelserne har for at give eleverne de bedste forudsætninger, når de skal vælge en videregående uddannelse. Eleverne skal have kendskab til et bredt udvalg af videregående uddannelser, så de ikke udelukkende orienterer sig mod universiteterne.
Louis Emil Clausen, der underviser i psykologi og idræt, fremhæver, at elevernes kobling af teori og praksis er afgørende for, at de kan se sig selv i et fremtidigt job eller en særlig profession.
Maria Berg Jacobsen, der underviser i psykologi og dansk, påpeger, at elevernes læring blomstrer, når de får mulighed for at koble den læste teori til konkrete erfaringer med deres væren i verden.
Christel Germann Petersen, der underviser i psykologi og idræt, pointerer, hvordan læring ikke er en intellektuel øvelse, men også en praktisk erfaring med det lærte. Læring bliver først for alvor meningsfuld, når den kan anvendes i praksis.
De tre undervisere har samarbejdet med Københavns Professionshøjskole om projektet ”Faglig bro”. Formålet var at præsentere eleverne for en praksisvirkelighed, hvor den teori og viden, de tilegner sig på gymnasiet, folder sig ud for øjnene af dem. Mødet med virkeligheden bidrager til, at teorien synes brugbar og nærværende. Den går fra at være ord på papir til at være handlerum og muligheder i en konkret praksisvirkelighed.
Anerkendelse af erhvervsuddannelserne
Carl Emil Lind er talsmand for Lærlingeoprøret og udlært industritekniker. Han reflekterer over begrebet praksisfaglighed i det kapitel, han har skrevet til jubilæumsbogen. Han fremhæver begrebet som Danmarks vigtigste råstof og ærgrer sig over den ofte negative retorik, der omgiver erhvervs- og professionsuddannelser.
Carl Emil Lind beretter i kapitlet også om den faglige stolthed, han forbinder med det at være erhvervsuddannet. Han mindes også de gåture, han som barn var på med sin far, hvor den faglige stolthed var tydelig. Han skriver: Min far havde lavet hver anden tagrende, vi kom forbi. Han pegede ofte og sagde: ”Det er faktisk mig, der har været med til at lægge det tag.”
Som talsmand for Lærlingeoprøret arbejder Carl Emil Lind aktivistisk. Lærlingeoprøret er en bevægelse, der arbejder for at tale erhvervsuddannelserne op og forbedre forholdene på landets skoler. Ønsket er, at EUD en dag vil opnå samme status og anerkendelse som for eksempel de mange universitetsuddannelser, så flere vil gå den vej og opdage glæden ved en hverdag, der i høj grad er præget af praktiske færdigheder.
Elevernes læring blomstrer, når de får mulighed for at koble den læste teori til konkrete erfaringer med deres væren i verden
Maria Berg Jacobsen, lektor i pyskologi og dansk på Gefion Gymnasium
Praktikophold hos Praxis
Også andre praktikere har fundet deres vej til Praxis’ kontorer i det centrale København. Sophie Ankjær og Josephine Bjørling har gennem det sidste halve år haft deres dagligdag på forlaget som praktikanter. Praxis’ ønske om at tilbyde studerende praktikophold er motiveret af ønsket om at bidrage til, at unge, der er i gang med en videregående uddannelse, får mulighed for at dygtiggøre sig og tilegne sig praksisfaglige kompetencer.
Josephine Bjørling læser en kandidat i dansk på Københavns Universitet, hvor praktikforløbet er et tilvalg. Allerede før hun påbegyndte sin kandidat, vidste hun, at hun ville bruge et semester i praktik for at tilegne sig kompetencer, der kunne ruste hende til et kommende arbejdsliv. Teori lærer hun rigeligt af på universitetet, men koblingen til praksis kommer ikke af sig selv, så et praktikophold med konkrete, håndgribelige opgaver, der skaber værdi for en virksomhed, var ønskværdigt.
Sophie Ankjær læser til multimediedesigner på Københavns Erhvervsakademi, hvor praktikforløbet er en obligatorisk del af uddannelsesforløbet. Da Sophie Ankjær skulle vælge praktikplads, orienterede hun sig mod de forskellige Egmont-virksomheder, som søgte praktikanter. Hun forestillede sig, at de ressourcer og den erfaring, et stort mediehus og et gammelt forlag som Praxis kunne tilbyde hende, ville give hende den optimale grobund for læring.
De to praktikanter har været en del af Praxis’ markedsafdeling i forårssemestret 2025.
Forlaget Praxis har 125 års undervisning i bagagen. Kvalitetslæremidler bliver skabt, når teorien præsenteres med en kobling til praksis. Denne kobling sker, når teoretikere og praktikere arbejder sammen om at skabe nyt. Sådan har Praxis udarbejdet undervisningsmaterialer i 125 år og vil gøre det de næste 125.