Der er dømt drama i historietimen

"Er I ved at være klar? Vi har et stramt program i dag,” siger historielærer Anna Heebøll højt for at overdøve eleverne i 2. F. På Tornbjerg Gymnasium i Odense er klassen i gang med et undervisningsforløb om Romerriget. Dagens lektion handler om overgangen fra republik til kejserrige. Hjemmefra har eleverne læst et kapitel i bogen “På sporet af Romerriget”, men i stedet for at overhøre eleverne mundtligt i lektien har Anna Heebøll andre planer for dagen.

Eleverne begynder med at klistre stikord på en planche i en rækkefølge, der forklarer årsagssammenhængene til republikkens fald. Efter en fælles gennemgang af plancherne blænder Anna Heebøll op for whiteboardet. Frem dukker afbildninger af Octavian, Kleopatra og Marcus Antonius. Hun forklarer, hvordan et sandt trekantsdrama udspillede sig mellem de tre magtbegærlige personligheder og endte med Octavian som enehersker under navnet kejser Augustus. “Og det er her, I kommer ind i billedet. Nu skal I nemlig ud i grupper og lave et skuespil om, hvordan det gik til. Det er en historie med vold, sex og utroskab, så der er virkelig lagt op til et drama,” siger Anna Heebøll.

Christoffer Columbus pa Twitter
Det er ikke første gang, Anna Heebølls elever spiller rollespil i historieundervisningen. Lige siden hun begyndte som gymnasielærer for 11 år siden, har hun bestræbt sig på en kreativ og varieret tilgang til sin undervisning. Hendes elever har udviklet brætspil over bestemte historiske begivenheder, lavet radioudsendelser om vikingetiden og skrevet Christoffer Columbus’ dagbog om til tweets på det sociale medie Twitter.

“Helt lavpraktisk gør jeg det, fordi jeg ikke synes, at det gør noget, hvis det også er sjovt at gå i gymnasiet. Og så var det også den lærdom, vi fik på pædagogikum; at man får flere elever med i undervisningen, hvis man ikke selv står og plaprer løs hele tiden. Jeg havde tidligt en fornemmelse af, at jeg ikke kun ville undervise på traditionel vis,” siger Anna Heebøll.

Hendes bud er, at hun 60 til 70 procent af tiden underviser på mere eller mindre traditionel vis, mens hun den resterende tid bruger kreative elementer. Hun er overbevist om, at der er flere fordele ved at undervise på den måde. “Hvis eleverne for eksempel skal lave Columbus’ dagbog om til tweets, kræver det faktisk, at de har læst teksten grundigt. Skal man koge essensen af en tekst ned til én linje og to hashtags, er det ikke ligegyldigt, om man er inde i stoffet eller ej. Jeg tror også på, at eleverne husker stoffet bedre, når de ikke kun hører det fra min mund,” siger hun.

Jeg er ikke nervøs for, om eleverne har forstået emnet, for jeg tror, at de forstår lige så meget som ved traditionel undervisning.
Anna Heebøll, historielærer på Tornbjerg Gymnasium

Stoffet sidder bedre fast
Tilbage på græsplænen uden for 2. F’s klasselokale er flere grupper i gang med rollefordeling. 40 minutter har de fået til at skrue et seværdigt skuespil sammen. “Jamen, er jeg så simpelthen kæreste med begge to?” spørger en pige overrasket sin gruppe, da det går op for hende, at Kleopatra i sin tid dristede sig til at indlede romantiske forhold til både Octavian og Marcus Antonius.

Da eleverne senere kaldes sammen, sætter de sig i en halvcirkel på græsplænen, der i dagens anledning passende udgør et romersk amfiteater. Gruppe for gruppe opfører de deres skuespil til stor morskab for alle. Der bliver slåsset, kysset og slået ihjel under den blå septemberhimmel, så ingen kan klandre eleverne for ikke at gå engageret til opgaven.

Elev Christian Schmidt Nielsen er en af dem, der giver dagens historiemodul positive ord med på vejen. “Det er fedt med noget anderledes og varierende undervisning. Også når vi laver noget på sociale medier, som vi selv bruger meget til hverdag. Det sætter sig på en måde bedre fast. Men jeg kan egentlig også godt lide den almindelige klasseundervisning. Anna er god til at inddrage os undervejs, så vi ikke bare sidder og er passive,” siger han. Sarah Holmelund Jarbøl giver sin klassekammerat delvist ret: “Jeg synes også, at det er sjovt. Men kun hvis alle er med på at byde ind, og det ikke er et par stykker, der ender med at sidde og lave det hele.”

Hvis man skal have succes med rollespil i undervisningen, er det vigtigt, at eleverne er trygge ved hinanden. Men også, at rammerne for opgaven er tydelige, siger historielærer Anna Heebøll.

Ekspert:  Elever skal rammes forskelligt
Ud fra et forskningsperspektiv har en lærer som Anna Heebøll fat i den lange ende. Det påpeger Lea Lund, ph.d. i uddannelsesforskning, som vi har beskrevet Anna Heebølls undervisningspraksis for. “Fra den empiriske forskning ved vi, at en af de vigtigste kvaliteter ved god undervisning er en høj grad af variation. Det har bl.a. noget at gøre med måden, vi lærer på, og hvor længe vi evner at koncentrere os,” siger hun.

Lea Lund peger på, at elever lærer forskelligt, og derfor vil man øge sandsynligheden for at ramme en bredere gruppe af elever, hvis man varierer formater og metoder. Hun fremhæver også, at Anna Heebøll med sin undervisning støtter elevens mulighed for at lære både kognitivt og rent kropsligt. “Med sin varierede undervisning giver hun eleverne forskellige måder at opbygge viden på. Når de skal lave for eksempel deres SRP, har de hver især erfaringer fra undervisningen, som de kan sætte sammen. De kan huske noget særligt om vikingetiden, fordi de har lavet radio om det. Og de kan forbinde de kropslige erfaringer fra rollespillene med Romerriget. Eleverne har med andre ord fået nogle forskellige knager at hænge deres viden op på,” siger hun.

Ingen færdig opskrift
Anna Heebøll fortæller, at hun ikke har en endegyldig opskrift på, hvordan man lykkes med kreativ undervisning, men hun peger på et par ingredienser, hun finder nødvendige, hvis slutproduktet skal blive godt: “Ud over at rollespil og lignende fungerer bedst i klasser, hvor eleverne er trygge ved hinanden og rimeligt engagerede, er det vigtigt, at opgaven, jeg som lærer stikker ud, er veldefineret. Rammerne skal være tilpas klare – jeg kan ikke bare sige: ‘Gå ud, og prøv at lave noget radio fra vikingetiden’, så bliver det, de vender tilbage med, for tilfældigt. Omvendt må der heller ikke være så mange benspænd, at eleverne går i stå.” 

Ph.d. Lea Lund understreger, at evaluering af, hvad der rent faktisk virker, er vigtigt. Og ikke mindst, hvordan det opleves af eleverne. “Mange forskellige formater gør det ikke i sig selv. Man er nødt til at finde ud af, om det, man gør, rent faktisk virker efter hensigten. Får eleverne lært det, de skal? Får de en større forståelse ved den form for varieret undervisning, som Anna praktiserer?” siger hun. 

Faktisk er netop evalueringsdelen  det mest udfordrende for Anna Heebøll. “Jeg er ikke nervøs for, om eleverne har forstået emnet, for jeg tror, at de forstår lige så meget som ved traditionel undervisning. Men når vi som i dag er færdige med skuespillet, og det faktisk gik fint, hvad skal eleverne så have af feedback? Skal den udelukkende gå på engagement, eller skal vi tale mere i indhold? Så man skal nok beslutte sig for, at man enten har brugt skuespillet til noget sjovt, eller også skal man være virkelig skarp på, hvad man helt præcist ønsker, at eleverne skal nå frem til,” siger Anna Heebøll.