Rektor på Nyborg Gymnasium: Vi er skolen for folket

“Klasser betyder noget,” siger Henrik Stokholm gentagne gange, nærmest som et mantra, mens vi taler sammen. Han oplever, at klasseforskelle er en realitet og betyder mere og mere. ”Det sker paradoksalt nok, fordi samfundets klasser bliver stadig mere isolerede fra hinanden. Der sker en form for segregering. Man møder ikke hinanden på tværs af klasser, så meget som man gjorde tidligere. Det er jeg optaget af, fordi det er vigtigt, at elever møder forskellige verdener, når de går i skole. Det er det, der binder Danmark sammen. Den lim er ved at forsvinde,” forklarer Henrik Stokholm bekymret.

Henrik Stokholm er rektor på Nyborg Gymnasium, der rummer elever fra mere end 40 forskellige nationaliteter og fra alle socialgrupper. Det er en skole, der gør en dyd ud af at være et sted for alle, uanset økonomisk, social og kulturel baggrund. Den rummelighed er ikke noget, der bare opstår af sig selv, det er et erklæret mål fra ledelsens og lærernes side, som de blandt andet sikrer ved at fortælle den gode historie vidt og bredt og helt konkret ved at optage elever på kryds og tværs af landet og resten af verden. Når de optager nye elever, kigger de på, hvor eleverne bor, hvilke skoler de har gået på, ”og så ryster vi posen, så alle grundforløbsklasserne bliver blandet på kryds og tværs,” fortæller han.

Noget af det vigtigste for Henrik Stokholm er, at gymnasiet er et sted, hvor elever fra forskellige steder kan møde hinanden, også selvom de ikke nødvendigvis har et sprog for, at de kommer fra forskellige klasser. Og han er slet ikke i tvivl om, at de kan mærke forskellene. ”Jeg er ikke sikker på, eleverne er klar over det, men de kan jo godt mærke, at der er noget, der er anderledes ved nogen. Det kan jo komme til udtryk ved, at der er nogen, som ikke har så mange penge, som ikke kan være med til de ting, som andre kan. Det kan være, der er nogen, der kommer fra ikke-akademiske hjem, der i løbet af det første halve år ikke fatter, hvad der foregår. De kan ikke koderne. Det er ikke, fordi de er dovne eller ikke laver deres ting. Det er, fordi de er usikre på, hvad der skal ske,” forklarer han. ”Der er også unge, der kommer fra familier med misbrug, med alkohol, og der er unge, der ikke har råd til at gå til fritidsaktiviteter, og der er mange unge, der har diagnoser,” fortsætter han og understreger, at man selvfølgelig ikke er en særlig klasse, fordi man har en diagnose, men at det nogle gange hænger sammen og gør skellet endnu tydeligere.

Riv empatimurene ned
Henrik Stokholm ser en tendens til, at skoler udvikler sig til ghettoer for henholdsvis velhavende og ikke-velhavende elever. Og så opstår der ‘empatimure’, som han kalder det, hvor man ikke kan forestille sig, at nogen ikke har råd til at købe det nyeste tøj eller komme på studietur. Og det går, ifølge rektoren, helt galt, når man begynder at overveje at hæve karaktergrænsen, “fordi vi flår en hel gruppe af superdygtige unge mennesker væk, som egentlig bare vokser, mens de er her,” siger han. ”Vi taler ikke om klasser, men vi taler rigtig meget om, at den her skole – det lyder højstemt, og nogen vil kaste op nu,” indskyder han, ”– men vi taler om, at vi er skolen for folket. Vi er ikke en eliteskole, vi er en skole, der går mere op i at løfte eleverne, end at de får høje karakterer."

En af de vigtigste opgaver for skolen er altså at udvikle elevernes empati, mener rektoren. Det er altafgørende, at eleverne kan sætte sig i andres sted, og det kan kun lade sig gøre, hvis de møder mennesker, der adskiller sig fra deres egen verden. “Vi skal hele tiden huske, at ikke alle bor i parcelhuskvarterer og klipper hæk og slår græs. Der er faktisk nogen, som har det rigtig svært, som ikke har råd til de ting, som andre gør, og så føler de sig udenfor og marginaliseret,” påpeger han. ”Det her med, at man har bogreoler er derhjemme, eller at man sidder og taler politik med sine forældre over aftensmaden, er jo ikke hverdag for alle. Det skal vi gymnasielærere og -ledere huske. Vi har vores på det tørre. Vi læser nok også en bog eller en avis en gang imellem, men det er en totalt fremmed verden for nogle elever. Det skal vi hele tiden huske,” fortsætter han og understreger dermed, at det er en bevægelse, der er nødt til at starte hos ledelsen og lærerne selv, og en af nøglerne er at huske sin egen privilegieblindhed.

Drop den akademiske lingo
For at sikre at skolens ansatte husker at se eleverne i øjnene og sætte sig i deres sted, har skolen udviklet et mentorprogram. Halvdelen af alle skolens lærere er uddannet mentorer, og programmet består i, at alle nye elever har to opstartssamtaler med en mentor, hvor de kan fortælle om, hvordan de har det generelt, hvordan de har det derhjemme, om de kæmper med noget, og om de har særlige udfordringer. Målet er at gøre eleverne trygge, uanset hvilke forudsætninger de har. Herefter screener studievejlederne samtalerne og vurderer, hvilke elever der skal have en fast mentor efter de første tre måneder. ”Mentorerne er ikke behandlere,” understreger Henrik Stokholm, “men de fungerer som ‘en kanariefugl i kulminen’, der skal finde ud af, om nogle af eleverne har det svært, og være med til at vurdere, om de skal videre til studievejlederen, i behandling eller til gymnasie-psykologen.”

En anden vej til at øge trivslen og modarbejde klasseskellene inden for gymnasiets mure er skolens fokus på fællesskaber. “Fællesskaber kan være frygteligt ekskluderende, så vi fokuserer meget på at lave nogle fællesskaber, som ikke er afhængige af økonomi eller kulturel kapital,” fortæller rektoren. Derfor tilbyder skolen mere end 25 After School-aktiviteter, som eleverne kan tilmelde sig uanset økonomisk og faglig formåen. Gymnasiet tilbyder både sportslige aktiviteter som rugby, volley, klatring og SUP, faglige aktiviteter som poesi, matematik og sprog og kreative sysler som strikning og billedkunst.

Derudover har lærerne anerkendt, at de ikke bare er lærere. De er i høj grad også omsorgspersoner og betydningsfulde voksne for skolens elever. ”Den vigtigste opgave som lærer på det her sted er ikke at undervise i det faglige. Faget er vigtigt, og det er det, man er ansat til at undervise i, men det vigtigste er at sørge for, at eleverne har det godt,” siger Henrik Stokholm og understreger, at trivsel er en forudsætning for læring. Derfor plæderer han for, at lærerne er nødt til at glemme den akademiske verden og starte fra bunden og bygge undervisningen op fra et lavere niveau. ”Akademia-lingoen er man nødt til at droppe og starte forfra. Som lærer er man nødt til at gå et skridt tilbage og lære eleverne håndværket og introducere fagbegreberne. Eleverne kan dem ikke nødvendigvis, når de starter,” siger han og peger dermed på det faktum, at også sproglige kundskaber er et spørgsmål om klasse. ”Der er nogen, der vil sige, at vi kravler ned i folkeskolen,” siger han, men det synes han ikke er et problem i sig selv. ”Det er ikke ensbetydende med, at vi kommer til at erodere det faglige niveau. Vi er bare nødt til at starte et andet sted,” understreger han.

Mobilfrihed og AI’s sociale slagside
Klasseskellet kan spores i alle afkroge af vores samfund, og tech-hjørnet er ingen undtagelse. På Nyborg Gymnasium indførte de for tre år siden mobilforbud i undervisningen, “mobilfrihed” retter rektoren mig med et glimt i øjet. Før hver lektion skal alle elever sætte telefonen på flytilstand og lægge den i mobilskabet. Det er selvfølgelig en effektiv måde at sikre mere koncentration i undervisningen, men de gør det også for at give eleverne en vigtig pause fra skærme og sociale medier, som ikke alle får derhjemme. ”Elever, der ikke har ressourcestærke forældre, får frit lejde med skærmene. På det her sted skal alle have noget ro, og vi skal faktisk tale sammen,” siger Henrik Stokholm.

På samme måde er det heller ikke alle forældre, der taler med deres barn om at bruge kunstig intelligens. Det er Henrik Stokholms erfaring, at det er de elever, der ikke har tid og ikke kan overskue opgaver eller eksamen, der ender med at bruge kunstig intelligens til at snyde. ”De ressourcestærke unge skal nok have en snak med deres forældre om, at man skal bruge AI med omtanke,” understreger han og fastslår dermed, at der er en social slagside i AI. Derfor er det også vigtigt, at gymnasiet forholder sig til den teknologiske udvikling og giver eleverne værktøjerne til at navigere i det. ”Vi fornægter det ikke, for det er virkeligheden. Ligesom det er virkeligheden, at unge mennesker sidder med mobilen fremme, hvis man ikke siger til dem, at de skal lægge den op i et skab. Sådan er det bare,” siger han og uddyber: ”Vi skal omfavne det, vi kan bruge, men det er jo ikke rart at modtage eksamensopgaver og opdage, at elever i desperation bruger AI til at skrive noget. Lærerne er jo superskarpe, og når man kender sine elever, kan man sagtens se, hvis de har brugt det. For hvis en elev, der normalt har fået lave karakterer eller har svært ved at skrive, pludselig skriver sammenhængende - og en lille smule sort nogle steder – ved vi godt, det er AI.” Med AI føjes altså endnu et punkt til den i forvejen lange liste over ting, der skaber ulighed og klassekløfter, og står det til Henrik Stokholm, er klassespørgsmålet noget, alle gymnasier bør forholde sig aktivt til.