Lavt præsterende drenge har brug for motiverende fællesskaber

De forstår ikke nødvendigheden af at være flittige og tror, at man skal være klog for at blive dygtig. De er dovne og skal bare tage sig sammen. De er senere udviklet end pigerne og er allerede bagud på point, når de begynder i skole, og det hænger ved, når de kommer i gymnasiet.

Der er mange bud på, hvorfor drenge samlet set præsterer dårligere karaktermæssigt på tværs af stx, htx, hhx og hf end pigerne og også i højere grad falder fra og ender med at stå uden uddannelse. Men er det så simpelt, at det bunder i dovenskab og biologiske forklaringer? Eller er gymnasierne ikke gode nok til at indstille sig på drengene?

Svaret er komplekst, betoner Svend Aage Madsen indledningsvist. Han er forskningsleder på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed, hvor forskere og fagpersoner i sundhedsvæsenet udveksler viden om mænds sundhed og sygdomme.

”Ikke alle drenge klarer sig dårligere end pigerne, men en gruppe drenge ligger betydeligt lavere, og det afspejler den samfundsmæssige udvikling, hvor en række drenge og unge mænd halter bagud. De kan ikke falde til i skolen, og de har ikke drivkraften til at klare sig godt i livet, så de bliver ladt tilbage på perronen, mens pigerne frigør sig fra afhængigheden af mænd som forsørgere. Drengene kan ikke se perspektivet i at uddanne sig, hvor pigerne lægger planer og opnår det karaktersnit, der skal til for at komme ind på en uddannelse, som fører til et bestemt job,” siger Svend Aage Madsen.

Det er ikke nyt, at piger klarer sig bedre end drenge i gymnasiet. Men forskellen vokser voldsomt, viser en analyse fra Dansk Erhverv. Således fik pigerne et snit på 6,6 i 2005 mod 6,4 for drengene. I 2021 fik pigerne et snit på 7,8, mens drengene måtte nøjes med 7,0.

Forskellen er altså firedoblet fra 0,2 til 0,8 karakterpoint, og det påvirker studenternes fremtidsmuligheder. I gennemsnit har drengene adgang til 65 færre videregående uddannelser end pigerne. I 2007 var tallet 16.

Det er ganske vist ikke de mest sårbare drenge, som befolker gymnasiet, men når en gruppe alligevel trækker karaktergennemsnittet ned, hænger det sammen med, at langt flere unge går i gymnasiet i dag.

”Det giver en bred spejling af samfundet ind i gymnasiet, og derfor ser vi en gruppe drenge stå på perronen, mens toget med pigerne kører afsted. Det ser ud til, at disse drenge kommer fra familier, som ikke har så meget uddannelse. Hvor piger er gode til at bryde den sociale arv, minder drengene i højere grad om deres forældre,” siger mandeforskeren.

Drenge mangler fællesskab
Mange drenge har ikke et fællesskab, som styrker dem personligt og psykisk og dermed også fagligt. De har med andre ord ikke nogen at samarbejde og lave lektier med.

”For nogle år siden lavede vi en undersøgelse sammen med Studenterrådgivningen på de videregående uddannelser, som viste, at kvinder bad om hjælp hos rådgivningen til præstationsangst, eksamensstress og stress i det hele taget, mens mænd havde problemer med koncentration, motivation og misbrug. Samtidig kom kvinderne til samtale midt på dagen og havde to-tre veninder til at vente ude på gangen, hvor mændene kom alene i ydertimerne – og gik derfra alene. Det fortæller, at de mangler et fællesskab, hvor man støtter og motiverer hinanden,” siger Svend Aage Madsen.

Han refererer videre til en undersøgelse, som Forum for Mænds Sundhed er ved at færdiggøre blandt danskere ned til 18 år. Her svarer 28 procent af mændene, at de sjældent eller aldrig har nogen at tale fortroligt med. Tre gange så mange mænd som kvinder siger, at de aldrig har nogen at tale fortroligt med.

”Det er der nok også en hel del drenge i gymnasiet, som vil sige,” vurderer Svend Aage Madsen, som ikke umiddelbart mener, at der ligger en biologisk forklaring bag forskellen i piger og drenges karakterer.

”Kvinders hjernehalvdele er ikke anderledes end mænds. Men hjernen bliver tidligere modnet hos piger, og nogle mener, at de er bedre til at lære end drenge. Det ser også ud til, piger klarer sig godt, selv om undervisningen er præget af mindre styring, så der opstår uro. Det kan skyldes, at de er bedre til at koncentrere sig og til at gøre, hvad der bliver sagt, så når læreren siger godmorgen, er det lige før, pigerne skriver godmorgen i deres noter.”

Til gengæld kan der være en pointe i, at der ikke stilles høje nok krav til drenge, og at det får dem til at stoppe med at arbejde, før opgaven er fuldendt. Enten smitter lærernes lave forventninger af på drengenes tiltro til, at det kan betale sig at bruge mere tid på lektierne, eller også lærer de, at en halv indsats er tilstrækkelig. På den måde opnår de en høj faglig selvtillid, som ender med at bide dem i halen.

At stille forventninger til drenge er vigtigt, mener Svend Aage Madsen.

”Man motiveres af, at andre tror på én og giver udtryk for, at man betyder noget. Det er en vigtig drivkraft. Hvis ingen synes, at du kan noget vigtigt, er det svært at oppe sig. For når ingen forventer noget af dig, er der ingen grund til at kæmpe, for det nytter alligevel ikke noget. Der er selvfølgelig nogle, som pludselig går den anden vej, og derfor ser vi mønsterbrydere, også blandt drenge, men det er på det individuelle plan.”

Drengene savner livsperspektiv
Lave forventninger fører tilbage til drengenes problemer med koncentration og motivation.

”Det interessante er, om gymnasieelever drives af en indre motivation eller af ydre krav. Normalt siger man, at drenge vil konkurrere, men pigerne er ved at udkonkurrere dem i skolen. Så hvorfor gør drengene ikke noget? Svaret kan være, at der skal en anden pædagogik til, så drengene kan se, at det betyder noget at gøre sig umage. Der skal være sammenhæng mellem praksis og læring, så det bliver tydeligere for drengene, hvad de får ud af opgaverne, og at det gør en forskel, at de yder en indsats,” påpeger forskeren.

Ligesom pigerne er drevet af, at de får en uddannelse, er drenge fra akademiske hjem det formentlig også, mener mandeforskeren. Men drenge fra familier uden tradition for uddannelse mangler den indre drivkraft.

”De har heller ikke et livsperspektiv i forhold til at få børn, hvor piger har et biologisk ur at tage hensyn til. På samme måde ser sårbare drenge ikke, at hvis de gør sig umage med biologiopgaven nu, gavner det dem senere,” sammenfatter Svend Aage Madsen.

Samme tendens ses blandt mænd, som får ordineret medicin mod en sygdom, men dropper at tage den.

”De kan ikke mærke, at medicinen fører til forbedringer her og nu, men hvis de brækker armen, kan de mærke effekten af smertestillende medicin med det samme. Der er lang vej fra at lave lektier i gymnasiet til at se, hvad man får ud af det på sigt. Derfor ligger der en kæmpe kommunikationsopgave i at få drengene med på, at det kan betale sig at yde en indsats i gymnasiet, selv om de ikke kan se effekten med det samme.”

Kvindeflertal kan gøre det værre
Det er ikke længere lige ud ad landevejen for alle mænd at få job, familie og et sted at bo. Den problemstilling bliver yderligere forværret i takt med, at flere og flere kvinder bliver bedre uddannede end mænd.

”Der er endnu ikke fuld ligestilling i samfundet, men kvinderne bevæger sig tydeligvis ind på akademiker- og lederstillinger, så drenge og unge mænd møder primært kvindelige undervisere i gymnasiet og på uddannelserne. Det samme sker i sundhedssystemet, fordi kvinder i højere grad uddanner sig til læger,” siger Svend Aage Madsen.

Det kan blive en hæmsko, hvis kvindernes overtal får mændene til at sige, at det ikke er noget for dem at uddanne sig, når de ikke har andre mænd at spejle sig i.

”Man kan sagtens spejle sig på tværs af kønnene, men på nogle områder spejler man sig bedre i sit eget køn. Jeg kan kun huske én kvindelig lærer fra min egen gymnasietid. Nu er mange af mændene på lærerværelset skiftet ud med kvinder. Vi har lavet en undersøgelse, som viser, at man helst vil have en fra sit eget køn som behandler. Det kunne være interessant at spørge eleverne i gymnasiet, hvordan de forholder sig til kvindelige og mandlige lærere.”

Kvindernes dominans spiller også ind på, at drenge og mænd i høj grad mangler redskaber til at tale om følelser.

”De redskaber, der findes, er kvindernes, så da Frederik den 10. græd til sit bryllup, blev han kaldt for tudeprins på forsiden af avisen. Drengene i gymnasiet skal have mulighed for at udvikle et sprog, som passer til dem, og derfor skal man hjælpe dem ind i fællesskaber for drenge. De fællesskaber har pigerne, og derfor har kvinder mange venner fra deres gymnasietid.”

Ensomme mænd vil gerne mødes
Det siges, at det sociale betyder mere for drenge end lektier og høje karakterer. Det er for så vidt rigtigt, men med den forskel, at drenges samvær ser anderledes ud end pigernes, fortæller Svend Aage Madsen.

”Hvis det sociale er at være fortrolige, driver det ikke drengene. De realiserer det sociale ved at arbejde i Netto og engagere sig i fodbold og spil, hvor pigerne i flere sammenhænge støtter hinanden. Så når man spørger en dreng: ”Skal vi ses?”, svarer drengen: ’Om hvad? Hvad skal vi lave?’ For drenge opstår fællesskabet ofte af noget, man laver sammen, hvor pigerne sagtens bare kan være sociale med hinanden.” 

Når Forum for Mænds Sundhed tilbyder møder forskellige steder i landet for at skabe fællesskaber for mænd, dukker der ikke mange op, hvis forrummet inviterer dem til at mødes for at bekæmpe deres ensomhed, mistrivsel eller usundhed. Mændene kommer, når invitationen lyder: ”Kunne du tænke dig at lave noget spændende sammen med andre mænd?”

”Mænd vil gerne være sammen med andre mænd om aktiviteter, de finder interessante. De er bare ikke gode til selv at tage initiativ til sociale arrangementer. I gymnasiet er problemet, at hvis det tynder ud i drengene, bliver det sværere for dem, der er tilbage, at finde nogle med samme interesser som dem selv. Derfor ligger der en opgave for gymnasierne i at lave fællesskaber for drenge, hvor indholdet motiverer deltagerne.”

Udfordringen med lavt præsterende drenge stiller også krav til lærerne.

”Lærerne må arbejde med, hvordan de kan inkludere drengene, så de kan komme til orde. Det er en stor udfordring, når langt de fleste lærere er kvinder. Både kvinder og mænd har kønsperspektiver på den måde, de taler om piger og drenge på, og det bør indgå i uddannelsen og efteruddannelsen af gymnasielærere, at de skal kunne forstå drengene. Drenge har brug for konkrete spørgsmål og opgaver, så hvordan kan undervisningen se ud, så den engagerer dem? Det er vigtigt, at lærerne tager en kønssnak, både om deres eget køn og om elevernes,” anbefaler Svend Aage Madsen.

Gymnasiets samfundsopgave
Det har mange konsekvenser, hvis ikke gymnasierne gearer sig bedre til drenge. En af dem er, at vi får et samfund, hvor kvinder har en højere status, fordi de er bedre uddannede og derfor tjener mere end mænd, hvor det hidtil har været omvendt.

”Efter nogle hundrede års overvægt af mænd på uddannelserne er det ikke i sig selv et problem, at vi får en periode, hvor kvinderne er i flertal. Men arbejdsmarkedet har ændret sig. Man kan ikke bare vælge det erhverv, som er naturligt i familien eller i en bestemt samfundsklasse. I dag kræver stort set alle job en uddannelse, og man skal selv bane sig vej igennem junglen af uddannelser og job i et arbejdsmarked, som er blevet mere flydende”, siger Svend Aage Madsen.

Det er velkendt, at mennesker med lange uddannelser lever længere, har færre sygdomme og mindre dødelighed, så hvis sårbare drenge i gymnasiet ikke får den fornødne hjælp, kan det gå ud over deres livsvilkår.

”De 25 procent mænd med kortest uddannelse og lavest indtægt er også dem, der hyppigst kommer til at leve uden nære relationer. 45 procent af de ufaglærte vil leve som singler, og 35 procent af dem får ikke børn. Mangel på nære relationer er en af de mest markante faktorer i forhold til sårbarhed for fysiske og psykiske lidelser. Derfor har gymnasierne en samfundsopgave i at sige: Hvad gør vi for at holde fast på drengene og undgå frafald?”, afslutter forskeren.