Gymnasielærere skal huske at inkludere de nonbinære og transkønnede elever

Da 16-årige Mal gik på efterskole sidste år, fandt de ud af, at de var non-binær. Men for to måneder siden fandt Mal ud af, at de faktisk er akønnet. Det vil sige, at de ikke identificerer sig med noget som helst køn. Mal har det sådan set fint med sin kønsidentitet, men det er svært at være åben omkring det i gymnasiet, oplever de. 

”Der er kun en elev i klassen, der ved det, og så har jeg haft nogle samtaler med min studievejleder og min dansklærer om, at jeg hverken er dreng eller pige. De andre i klassen går nok ud fra, at jeg er en pige, og det gør det virkelig svært at være som mig”, fortæller Mal, som er 16 år og går i 1.G på Nykøbing Katedralskole. 

For Mal var det vigtigt, at deres dansklærer fik det at vide ved skolestart, så hun kan forstå Mals opførsel, når tingene spidser til og føles ubærlige. 

”For eksempel når vi taler om køn i klassen, så snakker de andre bare løs og siger ting, som ikke er sygt rart at høre på for mig, og som har fået mig til at løbe ud af klassen, fordi det blev rigtig ubehageligt. Det gør mig så ked af det, når nogle i klassen siger, der kun findes drenge og piger”, siger Mal, som bor i Nykøbing Falster med sin familie.

Hvordan kan det være, at du ikke fortæller din klasse og dine lærere, at du er akønnet?
”Der er nogle i elevrådet, der ved det, fordi de har været åbne og inklusive. Men i klassen er jeg lidt nervøs for, om folk vi se mærkeligt på mig, og det er lidt skræmmende. Jeg regner med at sige det på et tidspunkt, men jeg skal lige have tid til være selvsikker nok i min identitet”, fortæller Mal. 

Modsat Mal, har 17-årige Boa aldrig talt med sine lærere om sin kønsidentitet. 

”Jeg er meget åben omkring det i forhold til mine klassekammerater, men jeg har ikke meldt det ud til mine lærere. Det er lidt svært – sådan ude af kontekst - at fortælle mine lærere, at jeg er nonbinær transkønnet, men hvis de spørger, vil jeg svare ærligt”, siger Boa, som går i 2. G på Odense Katedralskole.

Boa har i flere år eksperimenteret med køn, og i løbet af 1. G kom det til dem, at det giver en personlig frihed ikke at være underlagt de forventninger og kodekser, der kan være til et bestemt køn.

”Jeg er ikke mand, jeg er ikke dame, og det giver mig en stor frihed. Hvis jeg vil have makeup på en fredag aften, gør jeg det. Hvis jeg vil spille fodbold, gør jeg det. Jeg har fundet ud af, at jeg som nonbinær transperson kan gøre, hvad jeg vil. Jeg vil ikke tage højde for, hvad andre forventer af mig som dreng eller pige”, siger Boa, som bor i Odense med sin familie.

Boa vil – i lighed med Mal - gerne omtales med pronomenet ’de’, men tøver med at melde det ud til sine lærere.

”Det er svært at melde ud, fordi jeg ikke ved, om lærerne har sat sig ind i det eller har forståelse for det. Jeg ved ikke, hvordan de vil reagere, og derfor har jeg ikke sagt det direkte til dem. Jeg tror, at lærerne opfatter mig som en lidt underlig, feminin dreng, og jeg bliver altid grupperet med drengene per automatik”, fortæller Boa, 17 år. 

Generer det dig? 
”Ja, det gør det egentlig, for jeg føler, at jeg har brug for at bryde ud af de sociale konventioner. Når folk antager, at jeg er en dreng, bliver jeg hele tiden mindet om, at de forventer, at jeg gør tingene på en bestemt måde”, siger Boa.

Boa er reelt deres efternavn, da de ikke bryder sig om sit fornavn, som er et klassisk drengenavn.

Den sproglige inklusion – eller mangel på samme - fylder også meget hos 16-årige Mal. 

Da Mal talte med sin studievejleder og dansklærer, som også er klasselærer, om sin kønsidentitet som akønnet, blev de enige om, at lærerne skulle gøre deres bedste for at være inklusive i deres sprog og ikke altid tale om drenge og piger. Men som Mal selv udtrykker det, så er det en længere proces for lærerne at indarbejde for eksempel nye pronomener.

”Det handler også om, at lærerne skal observere deres eget sprog for at blive opmærksomme på, hvad de kommer til at sige af vane”, siger Mal.

Gør de så det, oplever du?
”Jeg oplever, at min dansklærer prøver, og det betyder virkelig meget for mig. Det gør mig virkelig glad, at hun har lyst til at prøve og viser interesse for at inkludere mig. Vi har også aftalt, at jeg kan sidde sammen med den, jeg har talt mest med, og jeg tror måske, at vi er ved at kunne kalde hinanden venner”, fortæller Mal.

Sproget påvirker trivslen
Lingvist Ehm Miltersen forstår godt elevernes frustration. Forskning viser nemlig med al tydelighed, at det påvirker elever negativt at blive omtalt med forkert pronomen og forkert navn.

Jeg synes, det er vigtigt, at man som lærer har som mål at lære at bruge de ønskede pronominer, for hvis man holder fast i, at de er forkerte, kan det fastholde eleven i et stigma og negativt syn.

”Det opleves som manglende respekt og anerkendelse, at man ikke bliver set som den person, man er. Vi bruger pronominer hele tiden, så det er umuligt at overse, når folk omtaler en forkert. Navne er lige så vigtige som pronominer, for der ligger vildt meget identitet i ens navn. Derfor er det vigtigt, at man bruger de navne, der ønskes”, siger lingvist Ehm Miltersen, der har specialiseret sig i den historiske udvikling af danske kønsinklusive pronomener.

Hen mener godt, at man kan forlange af lærerne, at de for eksempel bruger pronomenet ’de’ om en elev, selvom det kan føles unaturligt. 

”Jeg synes, det er vigtigt, at man som lærer har som mål at lære at bruge de ønskede pronominer, for hvis man holder fast i, at de er forkerte, kan det fastholde eleven i et stigma og negativt syn. Jo mere, man øver sig i at inkorporere det sit sprog, jo mere naturligt bliver det. Vi lærer hele tiden nye ord, og det kan vi godt”, siger Ehm Miltersen.

De mest almindelige, kønsneutrale pronominer i dag er: hen, de, den. ”Hvis man kan dem, er man ret langt”, siger Ehm Miltersen.

Sproglig inklusion handler også om at tænke over, hvornår og hvordan man som lærer bruger begreberne drenge og piger, understreger sprogforskeren. ”For eksempel er det ikke nødvendigvis relevant at tale om drenge og piger i matematik, mens det kan være relevant i seksualundervisning. Det kræver noget tilvænning, men man kan sagtens lære det”, siger Ehm Miltersen.

Manglende interesse gør ondt
Noget som også kan gøre den 16-årige gymnasieelev Mal ked af det, er når de andre i klassen ikke er nysgerrige på at vide mere om forskellige kønsidentiteter. Gymnasiet har blandt andet haft besøg af en transkønnet foredragsholder, hvilket Mal lyttede til med stor interesse.

”Jeg synes, det var ufattelig godt, men der var flere i klassen, som syntes, det var kedeligt. Det kan godt gøre mig ked af det”, siger Mal.

Klasserumsmiljø med plads til alle
For elevorganisationen Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) er åbenhed og accept af elevernes køn og kønsidentitet helt afgørende. Skoler og lærere bør helt naturligt respektere elevernes ønsker om navne og pronomener, og også bidrage aktivt til, at alle elever føler sig set og respekteret, mener DGS.

”Der er desværre nogle skoler, der ikke er gode til at håndtere elevernes kønsidentiteter, fordi der er lærere, som nægter at bruge de ønskede navne og pronomener. Det hører vi desværre ofte om”, siger forkvinde Madeleine Steenberg Williams.

Hun anbefaler gymnasierne at starte grundforløbet med, at eleverne får mulighed for at fortælle, hvilket navn og pronomen, eleven bruger om sig selv.

”Det tror jeg oprigtigt kan være med til at gøre det nemmere og mindre akavet for den enkelte elev”, siger Madeleine Steenberg Williams.

I det hele taget er det vigtigt, at lærerne gør sig umage med at skabe et klasserumsmiljø i samarbejde med eleverne, der sætter rammerne for, hvordan man er overfor hinanden i forhold til blandt andet seksualitet, grænser, samtykke, alkohol og samvær, pointerer DGS’ forkvinde.