Giv eleverne gode, mobilfri vaner

Vil du opfordre gymnasielærerne til at gøre deres undervisning mobilfri?
Ja! Mobiltelefoner hører ikke hjemme i undervisningslokaler og bidrager ikke til formålet med, at lærere og elever mødes. Undervisning og læring kræver forståelse, koncentration og fordybelse. Den slags kommer ikke af sig selv, og belønningen er ikke umiddelbar eller direkte mærkbar. En mobiltelefon tilbyder det modsatte: hurtige, friktionsløse impulser, strømme af information og flimrende tilstedeværelse, som belønner andre dele af den menneskelige hjerne og vores følelser. Det er der ikke i sig selv noget galt med. Men strømme af notifikationer og sjove videoer på en telefon vil altid være mere tillokkende end krævende undervisning og svære udregninger, så de to ting bør slet ikke være tilgængelige i samme situation.

Hvordan kan gymnasielærerne tale med eleverne om skærmforbrug i og uden for undervisningen?
Jeg håber, gymnasielærerne vil trække på deres kompetencer og erfaringer som undervisere, når de taler med eleverne om skærmenes plads i deres hverdag, primært mens de er i skole, men også i resten af livet. Der er både kulturelle, kommercielle og designmæssige grunde til, at skærmene har invaderet vores samfund, og dem skal eleverne have indblik i. Og endnu vigtigere, så kan konkrete erfaringer med at være i skole uden en mobiltelefon hjælpe eleverne med at udvikle nye vaner og på sigt genvinde evnen til fordybelse og tilstedeværelse. Som samfund har vi søgt at løse skærmproblemer ved at påvirke folks adfærd gennem information og viden, som taler til den bevidste del af hjernen og primært få os til at tænke uden at handle. Men mobiltelefoner er designet til at påvirke vores adfærd gennem følelsesmæssige impulser, der taler til de ubevidste dele af vores hjerne og derved får os til at handle uden at tænke. Pointen med at få eleverne til at mærke, hvordan det er at være uden mobiltelefon, er, at det er meget mere effektivt end de abstrakte forklaringer om ’digital dannelse’ og derved ruster dem bedre til både at tænke og handle anderledes på skærmenes indtog i deres liv.

Hvordan kan AI-teknologier være en del af undervisningen?
Kunstig intelligens er et vigtigt emne og fænomen, som gymnasieelever bør lære om og forstå i dybden. For det første er det brugbart at forklare, at det, vi lige nu taler om som kunstig intelligens, længe har været en integreret del af digitale processer, og at det måske giver mere mening at tale om maskinlæring eller data-drevne, algoritmiske processer. Dernæst er det vigtigt, at gymnasieelever forstår forskellen mellem menneskelig intelligens og kunstig intelligens, for de to ting er og bliver aldrig det samme. Derudover er det centralt at bruge tid på at udfolde, hvordan fx ChatGPT bruger og misbruger eksisterende datakilder, mangler forståelse for virkeligheden og konkrete sammenhænge og primært kopierer og videregiver information, snarere end den selv skaber ny viden. Endelig er det oplagt at tale med eleverne om, at hvis de sætter ChatGPT til at løse deres opgaver, så snyder de ikke primært deres lærer. De snyder snarere sig selv for læreprocessen og muligheden for at blive dygtigere end en robot.

Hvordan kan gymnasielærerne forberede de unge mennesker på en virkelighed med skærme og kunstig intelligens?
Næste skridt i den digitale udvikling bliver at sætte menneskelige behov og værdier i centrum – snarere end teknologiske og kommercielle – og her kan gymnasielærere spille en central rolle. Det kommer til at kræve politisk regulering, kulturelle forandringer, investeringer i både europæiske digitale løsninger og analoge alternativer og nye forståelser af forholdet mellem teknologi og mennesker, og alt dette kan gymnasielærerne både formidle og bidrage til.