Q&A: Det rummelige fællesskab er vigtigt for trivslen

Hvad er årsagen til stigningen i antallet af unge, der trives dårligt?
Mit bud er, at der generelt er en kultur og en masse strukturer, som fx grundforløbet på de gymnasiale uddannelser, som er meget fokuseret på, at de skal nå bestemte ting til bestemte tidspunkter og i et højt tempo. Der er hele tiden fokus på, hvor de er på vej hen, hvad de skal, og hvor godt de klarer sig både fagligt og socialt i forhold til andre. Nogen trives fint i det, men der er også mange, der oplever det som et pres. Vi ser også forandringer i, hvordan unge forholder sig til det følelsesmæssige. Der er en større optagethed af, hvordan man egentlig har det. Og så er det sociale blevet mere krævende – og tidskrævende. 

Hvilken rolle spiller gymnasiernes opbygning for trivslen? 
Den svækker kontakten mellem lærere og elever, fordi de skal nå at lære endnu flere at kende på endnu kortere tid. Det øger den mængde ressourcer, eleverne skal bruge på at prøve at føle sig trygge, først i én sammenhæng – grundforløbsklassen – og så i en ny, når de kommer i deres studieretningsklasse. Hvis trivsel også handler om at have trygge læringsrammer, så er det ikke trygt, hvis lærerne ikke ved, hvad man hedder, at der er mange elever i klasserne, og at der er meget udskiftning i, hvem man skal forholde sig til. Det er ikke optimale betingelser. De strukturelle udfordringer i skolesammenhæng er: mange skift, højt tempo og MEGET snævre læringsrammer. Som gymnasielærer kan du ikke lige tage en time ud og snakke om, hvordan det går i klassen. Det er der ikke tid til. Det er styret ned til mindste detalje, så mulighederne for at gribe noget, der rører sig blandt eleverne, er enormt begrænsede. Når man som forsker taler med eleverne, er det meget tydeligt, at det sociale og det faglige hænger tæt sammen, og at det i mange sammenhænge ikke giver mening at adskille faglig og social trivsel i en skolekontekst. 

Er der bestemte grupper, som trives dårligt? 
Trivsel afhænger af, hvad man har med sig. Man kan være udfordret på forskellige områder. Jeg bruger gerne et billede med et tårn af klodser, som vælter, hvis belastningen bliver for stor. For nogle unge har mistrivslen en tydelig årsag og forklaring, men for mange er det et samspil mellem forskellige dele af deres liv. Så det er svært at sige, om det er det sociale, det faglige eller det derhjemme, som får tårnet til at vælte, for det kan også være summen af ting. Hvis en elev i forvejen kæmper lidt med at finde fodfæste i livet, kan det blive en større mundfuld at komme ind i en ungdomsuddannelsessammenhæng med endnu mere, man skal forholde sig til. Først skal man etablere sig socialt og fagligt i en grundforløbsklasse, lære elever og lærere at kende, og bum, så skal man videre og etablere tryghed på ny. Forskellene i både relationelle og faglige forudsætninger er kolossalt store og spiller en væsentlig rolle i, om man trives. 

Hvordan kan man fremme trivsel på gymnasierne?
Jeg har to bud på, hvor man kan sætte ind. Politisk handler det om at løsne grebet. Der skal simpelthen noget mere plads og rum ind på gymnasierne! Tid er en mangelvare, og der skal skabes noget luft. Det burde være en bundet politisk opgave. Man vil for meget med de unge på for kort tid, og det giver bagslag – også læringsmæssigt. Til lærerne vil jeg sige: Det er vigtigt at få opbygget en varm og velkommende kultur. At man arbejder bevidst som skole med at skabe et rummeligt og varmt fællesskab, hvor mange forskellige unge kan få mulighed for at føle sig som en del af en større sammenhæng. En sidste refleksion, som jeg har lyst til at dele med lærerne, er, om de måske også – uden at ville det – igennem sprog og opmærksomhed uforvarende kommer til at fremme en både instrumentel og præstationsorienteret kultur ved i for høj grad at rette elevernes blik mod udbytte, resultater, prøver, eksaminer, præstationer, fremtidsplaner osv. Ikke at disse ting ikke skal fylde, men måske de mangler at hjælpe eleverne til at rette blikket mod alt det andet, der knytter sig til det at være under uddannelse. Jeg savner, at hele dannelsesprojektet er mere nærværende i møderne mellem fag, lærere og elever i hverdagen.