Grethe Maribo
Bodil Jeppesen og jeg mødte i sin tid hinanden på danskstudiet på Københavns Universitet. Samtidig begyndte vi at undervise i dansk som andetsprog på Studieskolen i København, hvor vi har arbejdet lige siden!
Da vi begyndte, var der meget få undervisningsmaterialer, og slet ikke noget at vælge mellem på de forskellige trin. Vi begyndte derfor at skrive det, vi savnede til vores egne klasser. Efterhånden blev vi trætte af fotokopierne og gik til Gads Forlag med et færdigt manuskript til mellemtrinsmaterialet Mere Dansk. Siden fulgte begyndermaterialet Multimediedansk, Mellem linjerne, Under overfladen, Det kommer og sidst Det rykker - alle på Alinea og Alfabeta – og alle til DU3, Modul 3 og 4.
At finde på engagerende emner og aktiverende, kommunikative arbejdsformer, at stimulere til sproglig og kulturel opmærksomhed og nysgerrighed, at variere undervisningen og gøre den sjov - såvel for kursister som for lærere – er noget af det, vi har bestræbt os på i vores materialeproduktion.